Rusland bygger to nye atomreaktorer i Iran
Kort før der er sat en deadline i forhandlingerne mellem Iran og stormagterne, leverer Rusland atomudstyr.


Rusland vil bygge to nye atomreaktorer i Iran, fremgår det af en aftale, som tirsdag blev underskrevet i Moskva.

Aftalen kommer forud for en deadline den 24. november, der er sat mellem Iran og stormagterne om at begrænse det iranske atomprogram.

USA og Europa mener, at det iranske atomprogram kan have til formål at udviklet et atomvåben.

Iran har derimod hele tiden fastholdt, at atomprogrammet kun har et civilt formål.

Rusland er en af de stormager, der deltager i forhandlingerne med Iran. Af aftalen, der blev underskrevet tirsdag af det russiske atomagentur Rosatom og den iranske atomenergi-organisation, fremgår det, at Rusland vil samarbejde om at bygge flere atomanlæg i Iran, og det vil overveje at producere komponenter til atombrændsel i landet.

Iran driver i forvejen en russisk bygget reaktor på atomkraftværket Bushehr ved Den Persiske Bugt. Med det nye projekt, Bushehr II, skal der opføres to nye russiske reaktorer på samme sted.

Rosatom siger, at planerne holder sig inden for de rammer, der er fastsat af FN's atomenergiagentur (IAEA).

Den vestlige bekymring går på iranernes evne til at berige uran.

Den iranske regering siger, at det berigede uran er nødvendig for at kunne holde Bushehr-værket kørende. Men Vesten støttet af Israel mener, at Iran er i gang med at øge mængden af beriget uran så meget, at landet vil være i stand til at producere et atomvåben.

Iran er ramt af en række mærkbare økonomiske sanktioner, som ifølge USA først bliver ophævet, når man har vished for, at Iran ikke længere vil kunne bruge sit atomprogram til militære formål.

Der er deadline den 24. november i forhandlingerne, men den kan udskydes i kortere tid, hvis der er fremskridt i forhandlingerne

Bryder forhandlingerne sammen, er der stor risiko for, at USA støttet af Israel vil gribe til militære midler over for Iran.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.