Rusland beskylder Vesten for at beskytte Aleppos jihadister
De vestlige lande vil bruge jihadister i Aleppo til at nedkæmpe Bashar al-Assad, lyder russisk beskyldning.
Vesten forsøger at beskytte jihadister i Aleppo, så de kan hjælpe med at styrte Bashar al-Assads syriske styre, lyder beskyldningen fra Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.
Vesten forsøger at beskytte jihadister i Aleppo, så de kan hjælpe med at styrte Bashar al-Assads syriske styre, lyder beskyldningen fra Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov. Foto: Sergei Karpukhin/Reuters


Vesten forsøger at beskytte jihadister fra gruppen, der tidligere var kendt som Nusrafronten. Sådan lyder en beskyldning fra Rusland.

Bagtanken er ifølge udenrigsminister Sergej Lavrov, at jihadisterne skal bidrage til at vælte Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Han siger fredag samtidig, at gruppens medlemmer nægter at forlade byen.

Rusland lovede torsdag ifølge FN at forlænge et midlertidigt stop for kampe og angreb i det østlige Aleppo.

Det blev modtaget med tilfredshed af FN's særlige udsending for Syrien, Staffan de Mistura. Men det løser ikke den akutte krise i Aleppo, slog han fast.

Ifølge Mistura er det nødvendigt, at soldater fra Jabhat Fateh al-Sham (tidligere Nusrafronten, red.) også accepterer at forlade byen.

Assad har forklaret de voldsomme angreb i Aleppo med, at de jihadistiske soldater fortsat er i byens østlige del. De skal nedkæmpes helt, siger han.

EU's stats- og regeringschefer har på et møde natten til fredag fordømt Ruslands og Syriens angreb mod civile i Aleppo.

- EU overvejer alle tænkelige muligheder, hvis grusomhederne fortsætter, siger EU-præsident Donald Tusk.

I konklusionerne fra mødet er en direkte trussel om nye sanktioner dog pillet ud af den endelige tekst.

Rusland har fredag indkaldt Belgiens ambassadør i Moskva til møde.

Her skal han formentlig svare på spørgsmål om et konkret bombeangreb i Aleppo 18. oktober.

I hvert fald har Rusland beskyldt Belgien for at stå bag bombning i byen.

Rusland fremfører med henvisning til efterretninger, at to belgiske kampfly smed bomberne.

Belgien har afvist anklagen.

Belgien bad tidligere i denne uge Ruslands ambassadør om at stille op til et møde.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.