Rungsted driller igen Herning på isen
Undertippede Rungsted slog Herning for anden gang og er godt i gang med at overraske i kvartfinaleserien.
Rungsted vandt for anden gang over Herning, der søndag blev slået 4-2.
Rungsted vandt for anden gang over Herning, der søndag blev slået 4-2. Foto: JAN KORSGAARD/POLFOTO


Ishockeyspillerne fra Rungsted fortsætter med at drille Herning Blue Fox i duellen om en plads i semifinalerne.

Søndag vandt det undertippede Rungsted-hold med 4-2 på egen is over guldfavoritterne fra Herning.

Rungsted har nu vundet de to første kampe i kvartfinaleserien, hvor der spilles bedst-af-syv kampe.

Det holdt dog hårdt for værterne, der var bagud med 1-2 fem minutter før tid. Scoringer fra først Joel Johansson og dernæst Erik Hjalmarsson banede vejen for den overraskende sejr.

I slutsekunderne pillede Herning målmand Lubos Pisar ud i jagten på uafgjort, hvilket betød, at Adam Estoclet nemt kunne cementere Rungsteds sejr med scoringen til 4-2.

Som vinder af grundspillet havde Herning selv valgt Rungsted som modstander i kvartfinalen, men det kan vise sig at være en dum idé. Sjællænderne vandt fredag det første opgør i Herning med 3-1.

I en af de øvrige kvartfinaler styrer Esbjerg Energy mod avancement efter sejre i de to første opgør mod Odense Bulldogs. Vestjyderne vandt søndag 3-2 på hjemmebane.

Rødovre Mighty Bulls fik udlignet til 1-1 i kvartfinaleserien mod Sønderjyske, da sjællænderne på hjemmebane vandt 2-1. Stillingen er også helt lige i den rent nordjyske duel mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks.

Aalborg vandt søndagens opgør 2-1 efter forlænget spilletid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.