Stormvejret om Danmarks næststørste rengøringsselskab, Forenede Service, fortsætter.
Mandag kan Politiken fortælle, at ansatte i de seneste år i stort omfang har fået for lidt løn og tillæg. Det viser en opgørelse over faglige sager, som fagforbundet 3F har ført mod selskabet.
Tre lokale 3F-afdelinger og 3F's hovedforbund har således ført over 150 faglige sager mod Forenede Service siden 2011. Det har kostet rengøringsselskabet dyrt. Mere end 10,5 millioner kroner har man skulle efterbetale, viser en opgørelse, som 3F har lavet for Fagbladet 3F og Politiken.
Har du været ansat i Forenede Service, eller ved du noget om sagen? Så hører Avisen.dk gerne fra dig på tip@avisen.dk.
Tina Møller Madsen, formand for Privat Service, Hotel og Restaurations-gruppen, mener, at der nogle steder er sket 'systematisk snyd'.
- Det er absolut ikke normalt. Vi har aldrig tidligere set så mange efterbetalingssager på så kort tid hos et enkelt firma. Det er gigantiske beløb, som selskabet har betalt, siger hun til Politiken.
Sagerne handler især om, at rengøringsassistenter har fået for lidt i løn eller er blevet snydt for tillæg af Forenede Service.
Politiken har blandt andet talt med syv rumænere, som fortæller om barske arbejdsforhold i Forenede Service. I første omgang blev de ansat hos en underleverandør. En af rumænerne, der ikke ønsker at stå frem med navn i Politiken, siger, at han på den første arbejdsdag blev præsenteret for løn og arbejdsbetingelser:
- Chefen fortalte, at min løn var 40 kroner i timen, og det var sorte penge, fortæller han.
Har du været ansat i Forenede Service, eller ved du noget om sagen? Så hører Avisen.dk gerne fra dig på tip@avisen.dk.
Fejl kan ikke undgås
Administrerende direktør Hans Fog fra Forenede Service skriver i en e-mail til Politiken, at det er "svært enten at be- eller afkræfte, hvorvidt antallet af sager eller det samlede beløb er korrekt".
- Når det er sagt, kan det ikke undgås i en virksomhed med over 3.500 medarbejdere, at der bliver begået menneskelige, administrative og it-relaterede fejl. Men der har aldrig været tale om systematisk og bevidst snyd fra Forenede Services side, lyder det fra Hans Fog til Politiken.
Politiken har været i kontakt med Forenede Service og forholdt dem, at rumænerne ikke mener, de har fået løn for alle timer. Koncerndirektør Carsten Clement siger, at de trygt kan henvende sig til hovedkontoret, hvor man vil undersøge, om de har fået udbetalt den rette løn.
Har du været ansat i Forenede Service, eller ved du noget om sagen? Så hører Avisen.dk gerne fra dig på tip@avisen.dk.