Rumæniens landstræner: Klavs Bruun er god i medgang
Danmarks landstræner Klavs Bruun Jørgensen bliver karakteriseret som god i medgang af Rumæniens landstræner.
Rumæniens træner Tomas Ryde ses her til træning i Herning.
Rumæniens træner Tomas Ryde ses her til træning i Herning. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


De danske håndboldkvinder skal efter søndagens sejr over Sverige i 1/8-finalen møde Rumænien i onsdagens VM-kvartfinale på hjemmebane i Herning.

Det bliver samtidig et opgør mod Rumæniens landstræner, svenskeren Tomas Ryde, som har studeret Danmarks svagheder - og ikke mindst landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg kender ikke Klavs Bruun så godt, men så vidt jeg har kunnet se på de tidligere kampe i turneringen, så er han rigtig god i medgang, mens han ikke er så god i modgang.

- Men sådan er det nok for mange trænere, siger Tomas Ryde, som tidligere i karrieren har været træner for Viborgs håndboldkvinder, til Ekstra Bladet

Omkring 12.000 tilskuere i Boxen i Herning er ikke nødvendigvis en fordel for Danmark, mener den rumænske landstræner.

- De danske spillere vil selvfølgelig ikke skuffe de mange tilskuere, og det kan give et ekstra pres, som kan gå ud over spillet, forklarer Ryde, som ikke er imponeret over flere af de danske præstationer.

- Danmark har haft nogle meget svingende kampe. Der har været flere med mange tekniske fejl.

- Men mod Sverige kørte det fint. "Mulle" spillede godt som playmaker, og målmændene fungerede. Danmark er et godt hold med en god struktur, siger han til avisen.

Rumænien slog de forsvarende verdensmestre fra Brasilien ud i 1/8-finalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.