Royalt prinsesse-trekløver overværer OL
Hollands kongefamilie holder i øjeblikket ferie i Rio, hvor de tre prinsesser stjal al opmærksomhed under finalen i mændenes sejlbræt RS:X.
Den olympiske mester i mændenes sejlbræt RS: X disciplin, Dorian van Rijsselberghe, lykønskes af den hollandske kongefamilie kort tid efter, at han har vundet guldmedaljen.
Den olympiske mester i mændenes sejlbræt RS: X disciplin, Dorian van Rijsselberghe, lykønskes af den hollandske kongefamilie kort tid efter, at han har vundet guldmedaljen. Foto: Bernat Armangue/AP


Ligesom mange andre kongelige har det hollandske regentpar i år valgt at bruge en del af sommeren på at overvære De Olympiske Lege i Rio de Janeiro. Og under finalen i disciplinen sejlbræt RS:X for mænd var hele den nærmeste kongefamilie samlet til lidt familietid.

Kong Willem-Alexander og dronning Máxima så nemlig finalen fra deres båd, hvor de med om bord havde taget deres tre døtre. Og de tre prinsesser Amalia, Alexia og Ariane stjal for en stund opmærksomheden, da de lagde armene om hinanden og stillede op til et billede. Det skriver Hello! Magazine.

Finalens resultat var glædeligt for det hollandske kongehus, da landsmanden Dorian van Rijsselberghe vandt guld. Efterfølgende trådte atleten om bord på kongehusets båd, hvor han blev lykønsket af dronningen.

Ud over mændenes sejlbræt RS:X finale har regentparret besøgt finalen i mændenes 4x100 meter medley i lørdags, hvor USA var hurtigst. Her var de tre prinsesser dog ikke til stede under konkurrencen.

Mens regentparret er udenlands, er det for første gang nogensinde muligt for turister og lokale at besøge kongens kontor i Noordeinde Slot i byen Haag, skriver Hello! Magazine desuden.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.