Royalt par slikker sol på privat yacht
Det nyeste par i fyrstefamilien i Monaco har inviteret gommens familie med på bryllupsrejsen, der bliver holdt på en privat yacht.
Pierre Casiraghi og Beatrice Borromeo holder bryllupsrejse på en yacht i Middelhavet.
Pierre Casiraghi og Beatrice Borromeo holder bryllupsrejse på en yacht i Middelhavet. Foto: Claude Paris/AP


Efter to bryllupper og fem dage med fester, kager og brudevals er den seneste sammensmedning i fyrstefamilien i Monaco endelig ovre.

Den nygifte Pierre Casiraghi har derfor pakket kufferten og er sammen med sin nyerhvervede italienske hustru, Beatrice Borromeo, taget på bryllupsrejse ved Middelhavet.

Det skriver Hello! Magazine.

Parret, der først blev smedet sammen den sidste weekend i juli på fyrstepaladset i Monaco, slænger sig nemlig i disse dage på en privat yacht. Det er gommens familie, der ejer yachten, og familien bliver ikke snydt for solslikkeri og sommerdrinks.

Det nygifte par har nemlig inviteret Pierres mor, prinsesse Caroline, og ældre bror Andrea Casiraghi sammen med hustruen Tatiana Santo Domingo og parrets to børn, Sascha og India, med på båden.

Beatrice Borromeo får dermed rig lejlighed til at tilbringe tid med sin royale svigerfamilie, som hun mødte første gang for syv år siden, da parret i sin tid blev kærester.

Det er endnu uvist, om det unge ægtepar nåede at snige sig af sted efter brylluppet til et par dage uden familier, fester og fotografer, eller om de nygifte planlægger en privat bryllupsrejse ude i fremtiden. Men med to bryllupper, ville to bryllupsrejser ikke komme som en overraskelse.

Pierre og Beatrice blev først gift i Monaco, hvor store dele af fyrstefamilien var til stede. Weekenden efter fløj de til Beatrices hjemland, Italien, for at afholde endnu en ceremoni, denne gang med fokus på det religiøse aspekt af ægteskabet.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.