Royal svigerfamilie i ærefuldt ærinde
Pippa og James Middleton besteg fredag bjerget Matterhorn til ære for Pippas forlovedes lillebror Michael Matthews, der mistede livet der.
Søskendeparret Pippa og James Middleton besteg fredag bjerget Matterhorn. Her er de til Wimbledon i juni.
Søskendeparret Pippa og James Middleton besteg fredag bjerget Matterhorn. Her er de til Wimbledon i juni. Foto: Alastair Grant/AP


Kort efter solen brød frem over Alperne fredag, stod hertuginden af Cambridges lillesøster, Pippa Middleton, og bror, James, på toppen af bjerget Matterhorn.

Den imponerende bedrift var dog ikke udelukkende for adrenalinens skyld, skriver avisen Daily Mail.

For selv om Pippa Middleton er en garvet ekstremsportsudøver og både har svømmet over Bosporus i Istanbul, besteget Mont Blanc og cyklet tværs over Amerika, var årsagen langt mere sentimental.

- Jeg er ydmyg over at kunne klatre på et af verdens smukkeste bjerge og samtidig indsamle penge til en fond, der er stiftet i mindet om en ekstraordinær ung mand, der mistede livet her, siger Pippa Middleton ifølge Daily Mail.

I 1999 blev hendes forlovedes lillebror, Michael Matthews, nemlig dræbt som blot 22-årig på netop Matterhorn. I hans minde blev velgørenhedsfonden Michael Matthews Foundation, der hjælper børn på udsatte steder til at få en uddannelse, oprettet.

- Selv om hverken jeg eller min bror, James, kendte Michael, deler vi hans ånd og hans passion for bjergene. Vi er beærede over at ære hans minde, siger Pippa Middleton til The Daily Mail.

Hun fortæller også, at hun gerne ville have haft sin forlovede, James, der deler hendes interesse for ekstremsport, med til at opleve øjeblikket, men at han "naturligvis havde forstyrrende minder forbundet med bjergbestigning".

Matterhorn er 4478 meter højt og har igennem årene kostet mere end 500 bjergbestigere livet.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.