Royal baby på vej: Kate har veer
Prins William og hertuginde Kate har barn nummer to på vej. Kate er lørdag indlagt med veer.
Den royale fødsel er længe ventet. Allerede fredag ventede fans af det britiske kongehus foran hospitalet i London, hvor hertuginde Kate tidligt lørdag blev indlagt for at føde.
Den royale fødsel er længe ventet. Allerede fredag ventede fans af det britiske kongehus foran hospitalet i London, hvor hertuginde Kate tidligt lørdag blev indlagt for at føde. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Briterne får formentligt snart en lille ny prins eller prinsesse. Den britiske prins Williams kone, Kate, er indlagt med veer på et hospital i London tidligt lørdag morgen.

- Hertuginden af Cambridge blev indlagt klokken 06.00 på St Mary's Hospital, Paddington, London. Fødslen er i sin indledende fase, oplyser hoffet i en pressemeddelelse.

Parret har i forvejen en søn, prins George, som blev født i juli 2013. William og Kate har ikke afsløret, om den lille ny er en pige eller dreng.

På hospitalet er det royale par blevet modtaget af et hold af specialister, som skal hjælpe den royale baby sikkert til verden.

Prins William ventes at blive ved sin kones side under hele fødslen, ligesom det var tilfældet, da prins George blev født.

Prins William er nummer to i arvefølgen til den britiske trone, og hans søn, prins George, er nummer tre. Nummer et i arvefølgen er Williams far, prins Charles.

Lørdag morgen samlede verdenspressen sig hurtigt foran hospitalet i det centrale London.

Når fødslen er vel overstået, er de første, der får besked, dronning Elizabeth, nærmeste familiemedlemmer i kongehuset og Kates forældre, Michael og Carole Middleton.

William og Kates første barn, hvis fulde navn er George Alexander Louis, blev født 22. juli 2013 på Londons St. Mary's Hospital. Hans fødselsvægt var på 3,8 kilo.

Parret blev gift i 2011.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.