Roskilde Festival: Sjælden anmelderros til Orange-åbner
The Minds of 99 får gode karakterer for åbningen af Roskilde Festivals hovedscene. Dovne DJ's dumper.
Det danske band Minds of 99 ved koncerten onsdag aften på Orange scene.
Det danske band Minds of 99 ved koncerten onsdag aften på Orange scene. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Dagen efter Roskilde Festivals åbning er aviserne som regel fulde af beskrivelser af, hvordan et ungt band forsøgte men fejlede med opgaven at åbne Orange.

Festivalen har for vane at lade et ung nordisk navn levere den første koncert på den ikoniske scene, hvor der er plads til 60.000 tilskuere foran, og det har flere gange vist sig sværere end som så.

Men torsdag kan The Minds of 99 vågne op til rosende anmeldelser for deres koncert onsdag aften.

Således smækker såvel Politiken som Soundvenue og Berlingske fem ud af seks mulige stjerner på bordet.

- Hvor andre danske bands er blevet knækket af nerverne over at træde op på landets største scene, så lykkedes det relativt hurtigt for Orange-debutanterne at ryste nervøsiteten af sig, konstaterer Berlingskes anmelder Michael Charles Gaunt.

Bandet, der til anledningen havde sørget for, at alle medlemmer havde en orange genstand med på scenen, får fire stjerner hos Jyllands-Posten og Gaffa, mens formiddagsaviserne er mere kølige i deres vurdering.

Både BT og Ekstra Bladet nøjes med tre stjerner.

- Københavnerne ejer simpelthen ikke materialet, der kan matche så mægtige forhold, konstaterer sidstnævntes Thomas Treo.

I samme spændingsfelt finder man vurderingerne af den tidligere Oasis-hjørnesten Noel Gallagher og hans High Flying Birds, som spillede på festivalens næststørste scene Arena.

Den mest udbredte karakter er fire stjerner, som man finder hos Politiken, Berlingske og BT, mens Gaffa og Ekstra Bladet svinger sig op på fem stjerner.

- Hvis Gallagher var kommet for at sætte streg under, at der er andet end nostalgi at hente i selskab med ham, så lykkedes det til fulde, skriver Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch.

Jyllands-Postens Kasper Schütt-Jensen er dog lodret uenig:

- Noel Gallaghers solomateriale er gabende kedsommeligt, men manden blev reddet af en håndfuld sejlivede Oasis-klassikere, skriver han og kvitterer med tre stjerner.

Samme karakter som Soundvenue uddeler.

Så er der straks mere enighed i vurderingen af producerkvartetten Future Brown, som spillede på den redesignede Apollo-scene.

Og det gjorde de ikke særlig godt.

- Sjældent har jeg haft så meget lyst til at udvandre fra en koncert, skriver Pernille Smith Larsen fra Berlingske, som kun giver to stjerner.

Politiken og Soundvenue giver en stjerne mere, men begge steder beskrives de fire på scenen som ugidelige.

Så er der anderledes begejstring for den dvælende rockoplevelse, som The War on Drugs leverede for et fyldt Arena-telt, mens Pharrell Williams holdt popfest på Orange.

- Det virkede som om, bandet blev mere og mere engagerede, efterhånden som de fornemmede, at Arena-scenen ville dem og deres stemningsfulde rock, skriver Jan Eriksen i BT og uddeler fem stjerner.

Samme karakter finder man i Ekstra Bladet, mens Gaffa giver fire.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.