Roskilde-band mister medlem før koncert
Den danske rockgruppe Mew mister guitaristen Bo Madsen, lige før bandets koncert på Roskilde Festival.
Her ses rockbandet Mew, før bruddet. 
Bo Madsen til venstre, Johan Wohlert og Jonas Bjerre i midten og Silas Graae til højre.
Her ses rockbandet Mew, før bruddet. Bo Madsen til venstre, Johan Wohlert og Jonas Bjerre i midten og Silas Graae til højre. Foto: BUUR GUNVALD SEBASTIAN/POLFOTO


Et af Danmarks mest roste rockbands mister et medlem.

Guitaristen Bo Madsen forlader bandet efter at have været en fast del af rockgruppen i mere end 20 år. Det fortæller de andre medlemmer i en pressemeddelelse.

Der er i de seneste dage gået rygter om, at den 39-årige guitarist ville træde ud af rockbandet, da han ikke var med på scenen, da Mew spillede i Holland i forrige weekend, eller da bandet spillede til den svenske festival Bråvalla sidste weekend. Og nu er det sket.

Bruddet kommer lige før, at gruppen, der er kendt for sange som "Comforting Sounds" og "The Zookeeper's Boy", skal optræde som et af hovednavnene på Roskilde Festival natten mellem fredag og lørdag.

Festivalgæsterne kommer dog ikke til at gå glip af bandet på Orange Scene. Mew forsætter nemlig som en trio, og i de kommende liveshows vil guitarist Mads Wegner tage Bo Madsens plads.

Bandet består fremover af sangeren Jonas Bjerre, Silas Graae på trommer og bassisten Johan Wohlert.

I 2006 trådte bassisten Johan Wohlert ud af rockgruppen, men i 2014 blev han igen en del af Mew.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.