Rosenkrantz-Theil: 100 millioner skal sikre børn et bedre liv
S vil bruge satspuljen til at udbrede såkaldt Herning-model, der sikrer enkelte sagsbehandlere færre sager.
- Vi vil investere i, at familiernes problemer ikke vokser sig store og bider sig fast, siger Pernille Rosenkrantz-Theil
- Vi vil investere i, at familiernes problemer ikke vokser sig store og bider sig fast, siger Pernille Rosenkrantz-Theil Foto: Scanpix arkiv


100 millioner kroner

Så meget skal de danske kommuner have tilført til sagsbehandling på børneområdet, hvis det står til Socialdemokraterne, skriver Jyllands-Posten.

Pengene skal sikre flere børn et bedre liv, men vil ifølge partiet også på sigt tjene sig selv økonomisk hjem i form af færre anbringelser og andre sociale udgifter.

- Vi vil investere i, at familiernes problemer ikke vokser sig store og bider sig fast. Det skal ske med flere sagsbehandlere, så de kommer til at sidde med færre sager og kan vælge de rigtige løsninger, siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til Jyllands-Posten.

I Herning Kommune har man allerede med held ændret strategi på børneområdet.

Efter svensk forbillede kastede kommunen sig i forbindelse med en sparerunde i 2012 ud i at investere i området i stedet for at skære ned. Det gav allerede året efter overskud, blandt andet fordi færre børn skulle anbringes uden for hjemmet.

Modellen er siden blevet rost fra stort set alle sider, og en af gevinsterne har været, at den enkelte sagsbehandler får langt færre sager at holde styr på, hvilket giver mulighed for at opdage problemer andre steder.

Socialdemokraterne vil hente pengene fra næste års satspulje og går ind til forhandlingerne med krav om, at Herning-modellen skal bredes ud.

Og det store oppositionsparti ser ud til at sparke en åben dør ind hos socialminister Karen Ellemann (V), der er positiv over for forslaget.

- Herning har vist, at den tidligere forebyggende indsats i sin reneste form er en klog og rigtig måde at arbejde på.

- Men det er for tidligt at sige, hvor mange penge vi vil sætte af i vores udspil til satspuljen, som kommer inden for de næste par uger, siger hun til Jyllands-Posten.

Tidligere har satspuljen, der er en pulje til særlige tiltag på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, været på mellem 500 og 700 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.