Rosenborg sikrer første norske mesterskab i fem år
Mike Jensen og Tobias Mikkelsen var med, da klubben fra Trondheim sikrede mesterskabet for 23. gang.
MIke Jensen er norsk mester sammen med Rosenborg.
MIke Jensen er norsk mester sammen med Rosenborg. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


For første gang siden 2010 er traditionsklubben Rosenborg norsk mester i fodbold.

Det blev en realitet søndag, da klubben med Mike Jensen og Tobias Mikkelsen på banen i en halvleg hver spillede 3-3 ude mod Strømsgodset.

Med 63 point for 28 kampe kan Rosenborg ikke længere indhentes i toppen, selvom klubben mangler at spille to kampe.

Det er det første mesterskab i Norge for både Mike Jensen og Tobias Mikkelsen, der begge kom til Rosenborg i begyndelsen af 2013.

Det så ellers længe ud til, at mesterskabsfesten skulle udsættes.

Strømsgodset gik til pause med en føring på 3-1, blandt andet efter to mål af den tidligere OB-spiller Marcus Pedersen.

Efter pausen blev Tobias Mikkelsen taget ud, og ind kom i stedet Mike Jensen.

Scoringer af Anders Conradsen og indskiftede Yann-Erik de Lanlay sikrede det uafgjorte resultat, som var nok til at få champagnen frem hos holdet fra Trondheim.

Det er Rosenborgs 23. norske mesterskab.

Klubben var i mange år altdominerende i norsk fodbold, men de seneste fire sæsoner havde Rosenborg tre gange set Molde løbe med mesterskabet, mens Strømsgodset havde taget titlen en enkelt gang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.