Rosenborg øger forspring efter Mike Jensen-scoring
Søndag bød på to danskerscoringer i Tippeligaen, da Rosenborg øgede forspringet i toppen af rækken.


Mike Jensen var med en scoring søndag med til at sikre, at Rosenborg skabte yderligere afstand i toppen af Tippeligaen.

Rosenborg gæstede Sarpsborg 08 med danskerne Claes Phillip Kronberg og Steffen Ernemann i startopstillingen, ligesom Mike Jensen i Rosenborg havde følgeskab af Tobias Mikkelsen fra start.

Rosenborg kom i front fem minutter før pausen ved Pål André Helland. To minutter forinden modtog Mike Jensen en advarsel, men danskeren revancherede sig dog med 25 minutter igen, da han lukkede kampen med sin scoring til 2-0.

Efter et velspillet angreb endte bolden hos Mike Jensen, der tog et par træk og sparkede bolden fladt i mål.

Med sejren topper Rosenborg den bedste norske række med 32 point - fem mere end Stabæk på andenpladsen.

I den tunge ende af række var der også dansk scoring søndag.

Her tog Haugesund med de to tidligere FC Nordsjælland-spillere Søren Christensen og Christian Gytkjær imod Mjøndalen.

Christian Gytkjær har befundet sig i noget af en måltørke i denne sæson med blot en enkelt scoring i de 12 seneste kampe.

Før dagens kamp havde danskeren ikke nettet i hele syv runder, men mod Mjøndalen skulle han blot bruge fem minutter, før netmaskerne blafrede.

Bolden endte for fødderne af Gytkjær efter en assist fra Søren Christensen, og Gytkjær bragte Haugesund foran.

Mjøndalen, der havde den tidligere AGF-angriber Sanel Kapidzic med fra start, fik udlignet ved Morten Sundli med en halv time igen og kampen endte 1-1.

Resultatet betyder, at Haugesund ligger lige over nedrykningsstregen med 13 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.