Rosenborg erobrede for nylig det norske fodboldmesterskab, men klubben fra Trondheim kommer næppe videre fra gruppespillet i Europa League.
Torsdag aften tabte de nykårede mestre 0-2 hjemme til Lazio, og dermed har Rosenborg blot et point for fire kampe i gruppe G.
Mike Jensen og Tobias Mikkelsen spillede hele kampen for Rosenborg.
Filip Djordjevic scorede begge mål for Lazio i første halvleg.
Den italienske klub fik Balde Diao Keita udvist syv minutter før tid.
Lazio topper gruppen med ti point, mens Saint-Etienne har syv point på andenpladsen.
Den franske klub vandt 3-0 hjemme over Dnipro, der i sidste sæson nåede frem til finalen i Europa League.
Den ukrainske klub er nummer tre med fire point.
/ritzau/