Rosenborg-dansker scorer i stor nedtur
Rosenborg tabte med 2-3 til et oprykkerhold, efter Tobias Mikkelsen ellers havde sendt Rosenborg på sejrskurs.


Alt så lyst ud for den norske storklub Rosenborg, da Tobias Mikkelsen bragte klubben foran med 2-0 i udekampen mod oprykkerne Mjølndalen tirsdag aften.

Men så gik det helt galt for Tippeligaens tophold, der efter et imponerende oprykker-comeback indkasserede sæsonens første nederlag.

Mikkelsens 2-0-scoring faldt efter 22 minutter, hvilket blot var et minut efter, at Rosenborg havde scoret sit første mål.

Inden pausen nåede Mjølndalen at udligne, og i kampens overtid sørgede amerikaneren Rhett Bernstein med sit andet mål for at fuldende en mindre sensation, da han bragte oprykkerne foran med slutresultatet 3-2.

Mike Jensen spillede hele kampen for Rosenborg, mens målscorer Tobias Mikkelsen blev skiftet ud 20 minutter før tid. Emil Nielsen sad på bænken hele kampen for Rosenborg.

Hos Mjølndalen var den tidligere AGF-angriber Sanel Kapidzic med i startopstillingen. Dansk-bosnieren blev skiftet ud efter 55 minutter.

På trods af sæsonens første nederlag fører Rosenborg fortsat Tippeligaen med 19 point for otte kampe. Stabæk har dog mulighed for at komme op på samme antal point med en sejr onsdag mod Sandefjord. Mjølndalen ligger nummer seks i rækken med 12 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.