Rosberg vil fortsætte med at angribe i kampen om titlen
Nico Rosberg mener, det kræver sejre i de sidste tre grandprixer for at vinde VM-titlen foran Lewis Hamilton.


Briten Lewis Hamilton har taget teten i kampen om Formel 1-verdensmesterskabet. Søndag vandt han sit niende grandprix i 2014 og øgede sit forspring i den samlede stilling til Mercedes-holdkammeraten, tyske Nico Rosberg.

Rosberg ligger 17 point bag Hamilton og erkender, at han formentlig skal gøre rent bord i de sidste tre grandprixer for at vinde titlen.

- Jeg er nødt til at forsætte med at angribe og gå efter at vinde dem alle. De næste tre løb er mine favoritter, siger Nico Rosberg om løbene i USA, Brasilien og Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

Netop et angreb på Lewis Hamilton gav Rosberg problemer i søndagens grandprix i russiske Sotji.

Kort efter starten forsøgte han at overhale Hamilton, men i denne manøvre ødelagde han sine fordæk og måtte lægge ud med et pitstop, der satte ham tilbage til den sidste del af feltet.

- Jeg var i en kamp med Lewis, men jeg dummede mig. Det var en dum fejl. Jeg troede, det var mit sving, men det var første gang, jeg kom dertil med fuld fart og fuld tank, siger Rosberg.

Starten taget i betragtning slap han faktisk godt fra løbet. Fra en position blandt de bageste avancerede han og sluttede på andenpladsen på de samme dæk i 52 omgange.

- Jeg troede ikke, jeg ville komme tilbage til top-10 efter det, men bilen var fantastisk, lyder det fra tyskeren.

Sæsonens 17 og tredjesidste grandprix køres i amerikanske Austin 2. november.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.