Rooney utilfreds med julekampe
Manchester Uniteds anfører Wayne Rooney vil have ændringer i det hårde juleprogram i engelsk fodbold.
Wayne Rooney håber på et mindre hårdt juleprogram.
Wayne Rooney håber på et mindre hårdt juleprogram. Foto: Jon Super/AP


Mellem jul og nytår spiller de stort set fodbold hver anden dag i England.

Det er Manchester Uniteds anfører Wayne Rooney stærkt utilfreds med.

Han har nu meldt sig blandt de mange, som de senere år har udtrykt deres utilfredshed med det hårde program, og han mener, at nogen må gøre noget ved det.

Det siger han efter, at han selv havde scoret to gange i Manchester Uniteds sejr 2. juledag over Newcastle, og så spillede igen 48 timer senere mod Tottenham - den kamp endte 0-0.

- Det er ikke let at spille to kampe på to dage. Du mister en masse kvalitet hos begge hold.

- Det er svært. Vi begyndte godt i første halvleg, men det var hårdt i anden, og forhåbentlig bliver det anderledes i fremtiden, siger han om kampen mod Tottenham.

Manchester United spiller igen nytårsdag så det bliver tre kampe på syv dage.

- Det kræver nok, at nogen bliver virkelig alvorligt skadet, hvis vi skal have ændringer. Det er der selvfølgelig ingen, der ønsker, men det er altså meget krævende, og jeg mener, at man er nødt til at få set på det, fortsætter anføreren.

Wayne Rooney er langt fra den eneste, som er utilfreds med, at juleprogrammet i engelsk fodbold er så tætpakket, mens man sagtens kan finde ud af at holde julepause i andre europæiske ligaer.

Sunderlands manager Gus Poyet kaldte forleden det hårde juleprogram for en skamplet.

Rooney mener også, at det er synd for klubbernes fans, at de skal rejse meget og i mange tilfælde bruge masser af penge i en i forvejen dyr juletid.

På den anden side, så har han indstillet sig på situationen.

- Det er, som det er. Vi er nødt til at kunne klare det, og vi må finde en måde at vinde kampene på, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.