Rooney-perle sætter United i gang i FA Cup-sejr
Med sit sjette Manchester United-mål i 2016 satte Wayne Rooney favoritterne i gang i FA Cup-sejren over Derby.
Wayne Rooney sender kys til himmelen efter fredagens scoring mod Derby.
Wayne Rooney sender kys til himmelen efter fredagens scoring mod Derby. Foto: Rui Vieira/AP


Manchester United er klar til femte runde i den engelske FA Cup, hvilket svarer til ottendedelsfinalerne.

I fredagens opgør ude mod Derby vandt Manchester United og den pressede manager Louis van Gaal med 3-1.

Flere medier havde inden kampen spekuleret i, at et nederlag til Championship-klubben kunne få Manchester United til at skille sig af med den hollandske manager, men han ser altså ud til at få lidt mere kunstigt åndedræt.

Angriberen Wayne Rooney er en af dem, som kan give Manchester United håb med henblik på resten af sæsonen. Efter årsskiftet har angriberen lignet en yngre udgave af sig selv, og han er begyndt at score mål igen.

Det gjorde han også mod Derby, da han efter et kvarter blev kampens første målscorer.

Rooney modtog bolden til venstre for straffesparksfeltet, herfra tog han et træk tilbage i banen, før han med et skruende skud lagde bolden over i det lange hjørne. Et fremragende mål af angriberen, der nu har scoret seks gange i 2016.

Før pausen udlignede George Thorne for hjemmeholdet, skønt Manchester United var spildominerende.

Efter pausen satte favoritterne dog tingene på plads. Først dirigerede Daley Blind et indlæg i mål efter 65 minutter, og med otte minutter tilbage af kampen scorede Juan Mata.

Spanieren kunne problemfrit sparke bolden i mål efter et flot forarbejde fra stjerneskuddet Anthony Martial.

De resterende 15 kampe i FA Cuppens fjerde runde spilles lørdag og søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.