Rooney hjælper England til sejr i sit 100-kampsjubilæum
Wayne Rooney scorede i sin landskamp nummer 100, da England på Wembley slog Slovenien i EM-kvalifikationen.
Wayne Rooney scorede på straffespark, da han som yngste nåede 100 landskampe for England.
Wayne Rooney scorede på straffespark, da han som yngste nåede 100 landskampe for England. Foto: Jon Super/AP


Englands fodboldlandshold skal dumme sig mere, end hvad der er realistisk for ikke at sikre sig en af pladserne til EM-slutrunden i Frankrig gennem den overkommelige kvalifikationsgruppe E.

Lørdag aften vandt England gruppens topopgør med 3-1 over Slovenien hjemme på Wembley.

I den første time var den engelske indsats ellers ringe, men et slovensk føringsmål fik hjemmeholdet til spille en god sidste halv time, hvor 0-1 blev vendt til slutresultatet.

Manchester United-stjernen Wayne Rooney spillede sin landskamp nummer 100 og var med sine 29 år den yngste til at opnå denne milepæl, og han virkede opsat på at give sig selv en jubilæumsgave.

Han sørgede for udligningen, der fik sit hold tilbage i kampen.

Forinden havde England fra start været det dominerende og boldbesiddende hold, men favoritten var idéløs og manglede kreativitet, når den nåede frem til Sloveniens straffesparksfelt.

Udeholdet kunne med stram organisation holde England væk fra de helt store muligheder inden pausen.

Fra starten af anden halvleg pressede England mere, og særligt Rooney virkede opsat på at fremtvinge en scoring. Men den skulle i stedet falde i den anden ende efter 57 minutter.

Slovenien sparkede et frispark ind i straffesparksfeltet, hvor Liverpool-spilleren Jordan Henderson headede bolden ind bag sin egen målmand, Joe Hart.

Men kun i et par minutter var England på kurs mod nederlag, så fremtvang Rooney et straffespark, som han selv vekslede til udligning med et hårdt spark fra 11-meter-pletten.

Siden overlod Rooney showet til sin tidligere holdkammerat i United Danny Welbeck, der nu tørner ud for Arsenal.

Welbeck var først lidt heldig med sit skud, der gik ind til 2-1. Til gengæld var samarbejdet med Raheem Sterling fremragende, da han cementerede til 3-1 knap 20 minutter før slutfløjtet.

Med sejren fører England gruppen med maksimum 12 point for fire kampe. Slovenien og Litauen følger efter med seks point, mens Schweiz har tre.

I gruppens anden kamp lørdag spillede San Marino og Estland 0-0. De har henholdsvis et og fire point.

Schweiz tager imod Litauen senere lørdag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.