Rooney går efter scoringsrekord for England
Wayne Rooney når en milepæl for England mod Slovenien, og han satser på snart at nå endnu en af slagsen.
Wayne Rooney spiller lørdag sin kamp nummer 100 for England.
Wayne Rooney spiller lørdag sin kamp nummer 100 for England. Foto: Nick Potts/AP


Når Englands fodboldlandshold på lørdag møder Slovenien i London i EM-kvalifikationen, er kampen speciel for ikke mindst én spiller.

Manchester United-angriberen Wayne Rooney runder 100 landskampe for England, næsten 12 år efter at han som 17-årig fik debut i februar 2003 som den yngste englænder nogensinde.

Den efterhånden 29-årige spiller har scoret 43 landskampsmål, og han er dermed nummer fire på listen over mest scorende for England nogensinde.

Wayne Rooney lægger ikke skjul på, hvad det vil betyde for ham at overgå Bobby Charltons rekord på 49 landskampsmål.

- Det vil være fantastisk at blive den mest scorende for England.

- Rekorden har stået i så mange år, og der har været mange spillere, som ikke har været i stand til at slå den. Jeg er stadig ret ung, og jeg tror på, at jeg kan gøre det, siger Wayne Rooney ifølge The Guardian.

Han mener, at han ikke kan sammenlignes med Bobby Charlton, der var med til at vinde VM i 1966 på hjemmebane.

- Naturligvis kommer jeg ikke til at blive en lige så stor legende som Bobby Charlton.

- Han har vundet VM med England, så det skal jeg også gøre for at overgå ham, hvilket ville være fantastisk, siger Wayne Rooney.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.