Ronaldo sørger for endnu en Real-sejr
Real Madrid tog sin femte gruppesejr i træk, da Cristiano Ronaldo sparkede titelholderne til sejr over Basel.
Cristiano Ronaldo fejrer sit mål til 1-0 mod FC Basel i Champions League.
Cristiano Ronaldo fejrer sit mål til 1-0 mod FC Basel i Champions League. Foto: Laurent Gillieron/AP


Cristiano Ronaldo har straks indledt jagten på Lionel Messis rekord som den mest scorende i Champions League-historien.

Onsdag scorede den portugisiske superstjerne sejrsmålet, da Real Madrid vandt med 1-0 på udebane over FC Basel i gruppe B.

Ronaldo nåede dermed op på 71 mål i Europas største klubturnering, hvilket indtil tirsdag ville have gjort ham til delt CL-topscorer sammen med Raul og Lionel Messi. Messi er dog gået alene i udbrud med sit hattrick tirsdag aften i Barcelonas 4-0-sejr over Apoel FC. Messi er nu noteret for 74 scoringer.

Real Madrid var allerede før kampen i Schweiz sikret avancement til forårets 1/8-finaler i gruppen, der også tæller Liverpool og bulgarske Ludogorets.

Måske blev kampen mod Basel en nogenlunde lige slagudveksling, men med den forventede udgang.

Ronaldo sendte de spanske gæster i front efter 35 minutter, da Karim Benzema trak til baglinjen og lagde bolden skråt bagud til den portugisiske målmaskine. Uden det store besvær kunne Ronaldo skrabe bolden over målstregen til 1-0.

I den anden kamp i gruppe B spillede Liverpool på udebane med 2-2 mod Ludogorets.

Mens Real Madrid topper gruppen med 15 point, så har FC Basel seks point på gruppens andenplads, mens Liverpool og Ludogorets har fire point. Der er lagt op til en spændende duel om to uger, når Basel skal på besøg hos Liverpool.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.