Ronaldo risikerer værste måltørke i fem år
Malmö FF kan forhindre Cristiano Ronaldo i at score for fjerde kamp i træk. Det er ikke sket i fem år.
Cristiano Ronaldo kan ramme sin værste måltørke i fem år mod Malmö.
Cristiano Ronaldo kan ramme sin værste måltørke i fem år mod Malmö. Foto: ANDERS WIKLUND/AP


Cristiano Ronaldo har smadret scoringsrekorder på stribe i de seneste mange år.

Onsdag aften kan Real Madrid-angriberen mod Malmö FF i Champions League skyde sig ud af en sjælden minikrise: Seks ud af otte fodboldkampe uden mål i denne sæson - heraf de seneste tre.

Det er usædvanligt få mål for Ronaldo. I sidste sæson scorede portugiseren til sammenligning i 18 ud af de første 21 kampe for klub- og landshold. Han endte med at score 66 mål i 58 kampe.

Senest Ronaldo spillede fire kampe i træk uden mål var tilbage i 2010/11-sæsonen ifølge soccerbase.com. Dengang skete det to gange i sæsonen.

Åge Hareides Malmö FF er ikke levnet store chancer for vinde hjemmekampen i Champions League.

Den norske træner vurderer, at Malmö FF er i stand til at vinde én ud af ti kampe mod den spanske storklub.

- Men selv verdensklassespillere kan have dårlige dage, så vi satser på det, siger Hareide.

Trods måltørken i en del kampe har Ronaldo alligevel scoret otte mål i denne sæson. Dette er facit så langt i sæsonen for portugiseren:

23. august: Sporting Gijón, nul mål.

29. august: Real Betis, nul mål.

7. september: Albanien, nul mål.

12. september: Espanyol, fem mål.

15. september: Shakhtar Donetsk, tre mål.

19. september: Granada, nul mål.

23. september: Athletic Bilbao, nul mål.

26. september: Malaga, nul mål.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.