Ronaldo kåret til århundredets spiller
Verdens bedste fodboldspiller de seneste to år henviste Eusebio og Luis Figo i den fornemme kåring.
Ronaldo sejrede foran Eusebio, der døde sidste år i en alder af 71. Arkivfoto.
Ronaldo sejrede foran Eusebio, der døde sidste år i en alder af 71. Arkivfoto. Foto: Martin Meissner/AP


I mandags blev han for tredje gang i karrieren kåret til verdens bedste fodboldspiller, og onsdag aften var der mere hæder til Cristiano Ronaldo.

Journalister og fans i Portugal kårede 29-årige Ronaldo til århundredets spiller i landet.

- Jeg er sikker på, at Cristiano er den bedste spiller i historien, siger Ronaldos manager, Jorge Mendes, som modtog prisen for Real Madrid-spilleren, der ikke kunne være til stede i Estoril, da han forbereder sig til torsdagens pokalkamp mod Atlético Madrid.

Kåringen blev foretaget i anledning af det portugisiske fodboldforbunds (FPF) 100 års jubilæum. FPF havde i den forbindelse inviteret til stort gallashow i Estoril.

Ronaldo sejrede foran Eusebio, som sidste år i en alder af 71 år døde. Eusebio, også kendt som "Den Sorte Panter", blev i 1966 topscorer ved VM.

Også den tidligere Real Madrid- og FC Barcelona-spiller Luis Figo måtte se sig slået af Ronaldo.

Foruden 2014 er Ronaldo blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2008 og 2013.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.