Ronaldo: Jeg vidste jeg ville afgøre kampen på straffe
Cristiano Ronaldo var før sit spark sikker på, at han ville sikre Real Madrid Champions League-trofæet.


Cristiano Ronaldo afgjorde sent lørdag aften Champions League-finalen i fodbold i Milano, da portugiseren scorede det afgørende mål i straffesparkskonkurrencen.

Det betød, at Real Madrid vandt finalen 6-4, men det kom på ingen måde bag på Ronaldo selv, at han afgjorde forestillingen på et afgørende straffespark.

- Vi er virkelig glade, for finaler er altid hårde. Holdet var fantastisk og ofrede sig meget. Det er imponerende.

- Jeg vidste, at jeg ville afgøre kampen på straffesparket. Jeg havde selvtillid. Jeg er glad, og jeg ønsker at dele disse titler med alle (Real, red.) Madrid-fans, siger Cristiano Ronaldo efter triumfen ifølge uefa.com.

Hos Gareth Bale var der forståelse for, at Atlético Madrids spillere var helt knust efter nederlaget. Atlético tabte dermed for anden gang en Champions League-finale til netop Real Madrid, hvilket også var tilfældet i 2014.

- Klubben og tilhængerne har været fantastiske på denne rejse. De (Atlético, red.) gjorde det til en fantastisk kamp, og vi føler en smule med dem, men en finale er en finale, og vi skulle vinde. Vi fortsatte, og nu kan vi løfte trofæet, siger waliseren efter finalesejren.

I 2014 var det Sergio Ramos, der udlignede sent i den ordinære spilletid, hvilket dengang betød, at Real Madrid vandt 4-1 i den forlængede spilletid.

Lørdag i Milano var Ramos igen bødlen, da han bragte Real Madrid foran 1-0 i første halvleg, før Atlético udlignede og tvang opgøret ud i forlænget spilletid og til sidst straffesparkskonkurrence.

Her bød Ramos selv ind med en scoring, før Ronaldo afgjorde det hele.

- Det er belønning for alt vores hårde arbejde. Vi vidste, at det var en unik mulighed for at skrive historie, og efter en sæson, hvor det er gået op og ned, er det en belønning, siger Sergio Ramos.

Real Madrid har vundet den fornemste klubturnering 11 gange med finalesejren lørdag.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.