Ronaldo afviser journalist og smider mikrofon ud i sø
Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo ville ikke svare på spørgsmål under gåtur i Lyon før kamp mod Ungarn.
Portugals Cristiano Ronaldo gad ikke at svare på spørgsmål under en gåtur før holdets sidste gruppekamp ved EM, hvor Ungarn venter. (Arkivfoto).
Portugals Cristiano Ronaldo gad ikke at svare på spørgsmål under en gåtur før holdets sidste gruppekamp ved EM, hvor Ungarn venter. (Arkivfoto). Foto: Francois Mori/AP


Superstjernen Cristiano Ronaldo har foreløbig ikke haft det bedste EM med Portugal.

Efter to uafgjorte kampe er portugiserne presset forud for den sidste gruppekamp onsdag aften mod Ungarn.

Humøret var da heller ikke i top hos Real Madrid-stjernen, da den portugisiske trup på kampdagen gik en tur i Lyon, hvor en journalist fra det portugisiske CMTV pludselig gik ind i klyngen af spillere for at stille Ronaldo et spørgsmål.

Angriberen greb fat i journalistens mikrofon og kastede den ud i en sø, inden han fortsatte videre hen ad en sti med træer langs siderne.

31-årige Ronaldo brændte i Portugals seneste opgør mod Østrig et straffespark og var generelt uheldig med sine afslutninger. Opgøret endte 0-0.

Portugiserne åbnede EM med 1-1 mod Island, og holdet fra den iberiske halvø er derfor tvunget til at få enten uafgjort eller en sejr mod Ungarn for at avancere til ottendedelsfinalerne fra gruppe F.

Der er kampstart i Lyon klokken 18.00.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.