På hjemmebane havde Real Madrid kurs mod et nederlag til Sporting Lissabon i Champions League-gruppespillet onsdag aften, før to sene scoringer sikrede de forsvarende mestre en 2-1-sejr.
Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo, som scorede til 1-1 i det 89. minut, advarer sine holdkammerater efter sejren, som Alvaro Morata sikrede værterne langt inde i overtiden.
- Dette skal være en advarsel for os i fremtiden. Vi kan ikke være så bløde, som vi var, fordi så vil modstanderne være over os, siger Ronaldo ifølge Reuters.
- Sportings indsats var ingen overraskelse for mig, siger Ronaldo og indikerer indirekte, at ikke alle Real Madrid-spillere var så forberedte som ham.
Ronaldo udlignede til 1-1 på et frispark, men fejrede ikke målet. Portugiseren har nemlig en fortid i netop Sporting Lissabon.
- Jeg kunne ikke fejre mit mål. Sporting er holdet, som gjorde mig til den, jeg er, og jeg har for meget respekt for dem. Sporting vil altid være i mit hjerte, siger Ronaldo.
/ritzau/