Roms ikoniske Trevi-fontæne genopstår i fordums pragt
Det har kostet 15 millioner kroner at få den hvide marmor på det nyrenoverede springvand til igen at skinne.
Fendis administrerende direktør, Pietro Beccari, poserer for fotograferne foran Trevi-fontænen, som det italienske modehus har betalt renoveringen af.
Fendis administrerende direktør, Pietro Beccari, poserer for fotograferne foran Trevi-fontænen, som det italienske modehus har betalt renoveringen af. Foto: Gregorio Borgia/AP


Den barokke Trevi-fontæne, der ligger i det centrale Rom og er en verdens mest berømte springvand, er tirsdag efter 17 måneders privatfinansieret renovering officielt genåbnet, og fontænens smaragdgrønne vand plasker igen lystigt.

Tusindvis af turister har i det seneste halvandet år frustrerede måttet konstatere, at den populære seværdighed, der forestiller titanen Okeanos ridende med sine heste gennem de strømmende vandmasser, var tør og indhyllet i stilladser.

I de mange måneder fontænen var tørlagt, har det ikke afholdt turister fra at gennemføre den rituelle handling, det er at stå med ryggen til fontænen og kaste en mønt over skulderen. Det skal ifølge legenden sikre, at man kommer tilbage til Rom.

Det er også en meget god forretning, idet turisternes møntkast årligt indbringer over en million kroner, som går til humanitært arbejde.

Vandkunsten i Rom fik den helt store verdensberømmelse for 55 år siden, da den var kulisse for en filmscene, hvor svenske Anita Ekberg i instruktøren Frederico Fellinis filmklassiker, La Dolce Vita (Det søde liv) fra 1960 hopper i bassinet.

Rengøringen af Trevi-fontænen, der med Okeanos og de øvrige titaner og gudinder udgør en del af facaden på et 26 meter højt palads, har kostet mere end 15 millioner kroner. Renoveringen og den ny belysning er betalt af det italienske modehus Fendi.

Den tilbundsgående rengøring og renovering af fontænen fra det 18. århundrede får de omkringliggende bygninger på den lille piazza til at se noget sørgelige ud.

Det næsten 300 år gamle monument blev i 2012 forsidestof, da en del af skulpturen begyndte at forvitre efter en særlig hård vinter. Der blev foretaget nødtørftige reparationer for 320.000 euro, men der skulle mere til, og så sprang Fendi til.

Fontænen blev påbegyndt i 1732 og stod færdig i 1762. Den har flere gange frem til i dag været genstand for renoveringer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.