Roma ydmyget og sendt ud af Europa League
Roma lukkede tre mål ind på 22 minutter, og så var holdet reelt uden mulighed for avancement i Europa League.
Fiorentina-spillerne kunne juble tre gange i kampen mod Roma
Fiorentina-spillerne kunne juble tre gange i kampen mod Roma Foto: Andrew Medichini/AP


Krisen fortsætter for fodboldklubben AS Roma.

Den italienske storklub blev torsdag aften sendt på røv, albuer og meget andet ud af Europa Leagues 1/8-finaler.

Det skete efter et ydmygende 0-3-nederlag hjemme til landsmændene fra Fiorentina, der bliver trænet af den tidligere Roma-spiller Vincenzo Montella.

Roma havde ellers et fornuftigt 1-1-resultat med fra den første kamp i Firenze, men nu ryger holdet altså ud med samlet 1-4.

Kampen var reelt overstået midt i første halvleg, da Fiorentina havde scoret tre gange.

Gonzalo Rodriguez på straffespark samt Marcos Alonso og José Maria Basanta sørgede for målene.

Hvad Roma-spillerne talte om i pausen, er uvist, men det blev ikke meget bedre i begyndelsen af anden halvleg.

Mohamed Salah, som Fiorentina har lejet i Chelsea, præsterede et sololøb fra egen banehalvdel.

Uden at blive synderligt presset nåede han helt ned i romernes straffesparksfelt, men hans afslutning ramte overliggeren.

Roma havde chancer, men da Gervinho havde afdriblet Fiorentina-målmanden Neto, blev han tacklet af målscorer José Maria Basanta.

Kort før tid blev Romas Adem Ljajic sendt fra banen efter sit andet gule kort.

Exiten fra Europa League er endnu en nedtur for Roma, der er inde i en regulær krise.

Klubben, der ligger nummer to i Serie A, har ikke vundet i fem kampe, og i den hjemlige liga er holdet 14 point efter førende Juventus.

Et andet italiensk hold, Napoli, er videre til kvartfinalerne efter 0-0 ude mod Dinamo Moskva.

Napoli vandt den første kamp på eget græs med 3-1.

Engelske Everton røg ud efter et 2-5-nederlag ude til Dynamo Kiev fra Ukraine, der er videre med samlet 6-4.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.