Rolig røg fra Scandinavian Tobaccos første regnskab
Scandinavian Tobacco Group har leveret sit første regnskab siden børsnoteringen i februar uden overraskelser.
Scandinavian Tobacco Group har leveret sit første regnskab på fondsbørsen uden dramatik.
Scandinavian Tobacco Group har leveret sit første regnskab på fondsbørsen uden dramatik. Foto: /Free


Scandinavian Tobacco Group solgte i februar sig selv til aktionærerne som en dividende-aktie.

En aktie, hvis formål er at være kedelig som en obligation. Det lykkedes til fulde selskabets regnskab for første kvartal, det første siden børsnoteringen.

- Vi er kommet godt fra start i 2016. Vores amerikanske forretning for håndrullede cigarer fortsætter de gode resultater, siger administrerende direktør Niels Frederiksen.

Han kan sætte sin underskrift på et regnskab, der viser en vækst i salget på to procent til 1,5 milliarder kroner. Nettoresultatet faldt dog med 10 millioner kroner til 138 millioner kroner. Årsagen er valutaudsving og ikke revolutioner i forretningen.

Bag den rolige, samlede fremgang gemmer sig forskydninger for Scandinavian Tobaccos største forretningsområde, cigarer.

Salget af håndrullede cigarer er steget pænt med 14 procent i første kvartal. Det er drevet af selskabets forretning i USA.

- Det er en ekstraordinær høj vækstrate. Markedet er i vækst, så det hjælpe os. Men vi har også taget markedsandele gennem brands som Cohiba og Macanudo, siger administrerende direktør Niels Frederiksen.

Der ud over har selskabet fået hjælp af godt vejr, der er vigtigere end man lige skulle regne med for en producent af håndrullede cigarer.

- I og med, at der er rygerestriktioner mange steder, og at mange cigarer derfor bliver røget udenfor, så gør det en mærkbar forskel.

- Normalt er første kvartal det mindste, fordi der bliver røget flere cigarer, når folk kan være udenfor i det gode vejr. Den effekt er blevet stærkere de sidste 10-15 år i takt med, at folk ikke må ryge indenfor, siger Niels Frederiksen.

Mens de håndrullede cigarer er gået frem, er det til gengæld gået tilbage for de maskinproducerede af slagsen. Her er salget faldet med fem procent til 599 millioner kroner.

Scandinavian Tobacco Group fastholder sine forventninger til hele året, der lyder på en lille vækst i omsætningen og en lidt større i driftsresultatet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.