Rolf Sørensen er optaget i cyklingens Hall of Fame
Danmarks mest vindende cykelrytter er blevet optaget i Hall of Fame ved Danish Bike Awards.
Rolf Sørensen (til højre) har fungeret som ekspertkommentator på TV2, siden han stoppede med selv at træde i pedalerne på højeste niveau.
Rolf Sørensen (til højre) har fungeret som ekspertkommentator på TV2, siden han stoppede med selv at træde i pedalerne på højeste niveau. Foto: Colourbox/free


Den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen er mandag blevet optaget i cyklingens Hall of Fame. Æren blev han bekendt med ved Danish Bike Awards.

Det skriver TV2.

- Det er en store ære, og jeg vil altid være en del af cykelsporten, og jeg er heldigvis blevet en del af den, siden jeg stoppede min karriere.

- Når jeg nu ikke er blevet kåret til årets cykelrytter i Danmark, så er det her klart det største, jeg kunne få, sagde Rolf Sørensen ifølge TV2, da han var på scenen i Cirkusbygningen i København for at modtage et bevis på hæderen.

50-årige Rolf Sørensen er Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiderne.

Som den første dansker nogensinde vandt han i 1993 en af de store endagsklassikere - Liege-Bastogne-Liege - og han fulgte op fire år senere med triumfen i Flandern Rundt.

Nordsjællænderens talent var åbenlyst fra en tidlig alder, og som 17-årig flyttede han til Italien for at udnytte det bedst muligt.

Han vandt etaper i Tour de France, kørte flere dage i den gule trøje i Touren og vandt OL-sølv i 1996 - året hvor han var skiftet til storholdet Rabobank.

I karrierens efterår kørte han i en enkelt sæson for Bjarne Riis' cykelhold CSC-Tiscali, inden han i 2002 indstillede karrieren i en alder af 37 år.

Efter et voldsomt pres indrømmede han i 2013, at han havde brugt doping i løbet af sin cykelkarriere.

Rolf Sørensen var ikke den eneste, der blev hædret mandag aften.

Søren Kragh Andersen blev kåret til årets landevejsrytter, Lars Bak blev årets hjælperytter, og Mads Würtz Schmidt blev årets enkeltstartsrytter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.