Roland Møller smed bukserne: Afkræfter fordomme med humor
Den danske skuespiller har haft en kometkarriere og nu tager han en helt ny - og sjov - opgave på sig.
Roland Møller spiller overfor den danske komiker Linda P i den nye film "Undercover".
Roland Møller spiller overfor den danske komiker Linda P i den nye film "Undercover". Foto: Simon Skipper/Scanpix


Han kom nærmest ind i filmbranchen ved et tilfælde, men der er ingen tvivl om, at skuespilleren Roland Møller har bidt sig fast som en arrig terrier. Med roller i ikke bare Danmark men også udlandet, er det lykkedes ham at få en karriere, som de fleste kun tør drømme om.

Nu tager skuespilleren en helt ny opgave på sig, når han skal spille sammen med komikeren Linda P. i julekomedien "Undercover". Her har Roland Møller haft mulighed for selv at præge sin karakter, så humoren blev lig med skuespillerens egen - og han er noget af en humørbombe.

- Jeg laver konstant spøg med folk. Jeg kan finde på at putte elastikker i folks sandwich eller hælde salt i deres kaffe. Jeg er faktisk lidt irriterende, griner skuespilleren, der vandt en Bodil-statuette for sin hovedrolle i filmen "Under Sandet".

Det lå ikke altid i kortene, at han skulle ende på rollelisten med store navne som for eksempel Charlize Theron, som han spiller sammen med i "The Coldest City".

Her hjemme blev han først kendt, da han spillede sammen med Pilou Asbæk i fængselsdramaet "R". En film, Roland Møller kunne bidrage til på flere måder - blandt andet med erfaringen fra sit eget liv, hvor han tidligere har været på kant med loven.

Selvom han for længst har lagt den del af livet bag sig, oplever han dog stadig, at folk tror han er mere slagsbror end spasmager.

- Nogle gange, når jeg møder nye mennesker, sker det, at jeg får af vide, at jeg jo er en flink fyr, og så skal jeg stå og sige tak og nærmest rumme deres fordomme, fortæller den anmelderroste skuespiller.

Han fortæller, hvordan han føler, at han nogle gange skal være dobbelt så flink, ydmyg og høflig, når han møder nye mennesker, derfor har han lært, at han bedst kan afkræfte folks fordomme ved at bruge humor.

- Jeg plejer altid lige løfte stemningen lidt, når jeg møder nye mennesker. For eksempel ved at smide bukserne. Ej, det har jeg kun gjort en enkelt gang, hvor jeg trak bukserne ned og bukkede mig ned, så folk kunne se mine underbukser, griner skuespilleren, der på få år er nået til tops i den danske filmbranche.

Filmen "Undercover", der er hans første komediefilm, har premiere den 24. november.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.