Den garvede tv-vært Lene Johansen er færdig som vært på DR2.
Efter en større rokade internt stopper den kontraktansatte Lene Johansen nemlig som vært på DR2 Dagen.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Efter nytår kommer der helt nye ansigter på DR2's faste nyhedsudsendelser. 31-årige Astrid Berg bliver ny vært på DR2 Morgen sammen med Søren Bendixen, der lige nu er vært på DR2 Dagen om eftermiddagen. Makkerparret er vært hver anden uge og bytter således med det faste par, Camilla Thorning og Morten Schnell-Lauritzen, i de øvrige uger.
De to tidligere morgenværter, Mikkel Frey og Henrik Lerche, skifter til DR2 Dagen, der bliver sendt mellem 17.00 og 18.00. Og det er altså her, at de to afløser førnævnte Søren Bendixen og Lene Johansen.
Lene Johansen har mere end 20 års erfaring som tv-vært. Hun har blandt andet været vært Nyhedsmagasinet, Søndagsmagasinet og Profilen.
DR oplyser ikke årsagen til rokaden.