Roger Federer stopper succesfuldt makkerskab med Edberg
Efter to år går tennisstjernen Roger Federer og schweizerens barndomsidol, Stefan Edberg, hver til sit.
Schweizeren Roger Federer, til højre, lytter her til sin nu tidligere træner Stefan Edberg
Schweizeren Roger Federer, til højre, lytter her til sin nu tidligere træner Stefan Edberg Foto: Shuji Kajiyama Shuji/AP


Tennisstjernen Roger Federer stopper samarbejdet med sin træner Stefan Edberg.

Den 34-årige schweizer har gennem de seneste to sæsoner arbejdet sammen med svenske Edberg.

- Efter to succesfulde år vil jeg gerne takke Stefan Edberg, mit barndomsidol, for at være en del af mit hold.

- Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Selv om samarbejdet egentlig kun gjaldt for 2014, så indvilgede Stefan i at forlænge samarbejdet til og med i år, hvilket jeg satte stor pris på, fortæller Roger Federer på Facebook.

Selv om schweizeren ikke har vundet nogen grandslam-titler med Stefan Edberg som en del af trænerholdet, så har svenskeren alligevel været med til at løfte Federers niveau. Før Edberg kom til, var schweizeren nede i en bølgedal.

- Han har lært mig så meget, og de ting, jeg har lært, vil fortsat påvirke mit spil. Han vil altid være en del af mit hold, lyder det fra schweizeren.

Kroatiske Ivan Ljubicic, der i 2012 indstillede sin aktive tenniskarriere, overtager Edbergs plads i Federers trænerteam. Ljubicic var en overgang oppe som nummer tre på verdensranglisten.

Federer holder samtidig fast i sin hovedtræner, Severin Luthi, der har arbejdet sammen med schweizeren siden 2008.

Federer, som aktuelt indtager tredjepladsen på verdensranglisten, har vundet 17 grandslam-titler i løbet af karrieren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.