Røveri-offer lokket ind i bil og banket
Røverne strammede blandt andet et bælte om mandens hals, inden de tog hans hævekort og en mobiltelefon.
På billedet ses to af de fire mænd, som politiet mener stod bag et groft gaderøveri mod en 33-årig mand natten til fredag.
På billedet ses to af de fire mænd, som politiet mener stod bag et groft gaderøveri mod en 33-årig mand natten til fredag. Foto: /Free


I efterforskningen af et groft gaderøveri har Københavns Politi offentliggjort billeder af nogle af de mulige gerningsmænd.

Ifølge politikommissær Bo Hass Jensen blev en 33-årig mand natten til onsdag udsat for grov vold, herunder spark i ansigtet samt fik et bælte strammet om sin hals.

Overgrebet skete, efter at han i Sværtegade ifølge politiet var blevet lokket ind i en bil og kørt til Kløvermarksvej.

Her udsatte fire mænd ham for den grove vold.

Bo Hass Jensen ønsker ikke at oplyse, hvad der fik den 33-årige mand til at sætte sig ind i bilen, der var en mindre, mørk Skoda Fabia hatchback.

- Men han blev hverken tvunget eller truet til det, siger han.

Offeret har bemærket, at venstre forlygte på bilen var defekt.

Som udbytte fra det røveriske overfald fik de fire mænd mandens mobiltelefon samt hans hævekort.

Ifølge Bo Hass Jensen er der efterfølgende blevet hævet et mindre beløb på kortet.

Ifølge politikommissæren har politiet sjældne gange før set samme fremgangsmåde, men han understreger, at borgerne i København ikke skal gå rundt og være bange.

- Man skal bare lade være med at sætte sig ind i en bil hos folk, man ikke kender i forvejen, siger han.

Offeret blev efter overfaldet indlagt på hospitalet. Han har det ifølge politiet efter omstændighederne godt og bliver udskrevet igen senere onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.