Røvere truede ansatte til at tømme supermarkeds pengeskab
Spar-supermarkedet i Nivå Centret er blevet røvet af to maskerede mænd med pistol og kniv.
Politiet leder efter to mænd, der røvede et Spar-supermarked i Nivå søndag aften.
Politiet leder efter to mænd, der røvede et Spar-supermarked i Nivå søndag aften. Foto: Colourbox


Sent søndag eftermiddag fik personalet i Spar-supermarkedet i Nivå Centret sig en kedelig oplevelse.

To mænd kom ind i butikken og truede personalet med henholdsvis en pistol og en køkkenkniv.

De bad om at blive ført ind til pengeskabet og tog her et ukendt kontantbeløb, inden de tog flugten igen, sandsynligvis på knallert.

- Vidner har i hvert fald hørt en knallert køre væk, men ingen har umiddelbart set, om det var røverne, der sad på den, fortæller vagtchef Martin Tang fra Nordsjællands Politi.

Han hører gerne fra andre, der har set røverne i og omkring Nivå Centret søndag eftermiddag.

De er begge 180 centimeter høje. Ham, der holdt pistolen, var kraftig af bygning og bar en navyblå jakke og en sort elefanthue.

Den anden var muskuløs og havde en lys, beigefarvet jakke på. De talte begge dårligt engelsk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.