Røvere overfaldt forretningsfolk i sommerhus i Vejby
Ofre for hjemmerøveri blev bundet og holdt i skak af den ene røver, mens en kumpan prøvede at hæve penge.
To forretningsfolk blev i oktober ofre for hjemmerøvere i Nordsjælland. Nu er to personer anholdt.
To forretningsfolk blev i oktober ofre for hjemmerøvere i Nordsjælland. Nu er to personer anholdt. Foto: Colorbox.dk/free


To udenlandske forretningsfolk havde i oktober en ubehagelig oplevelse under et besøg i Danmark. Ved et røveri blev de både bundet og truet med våben. Nu har Nordsjællands Politi og politiet i Sverige anholdt to formodede gerningsmænd i sagen.

Den ene, en 22-årige dansker, blev torsdag varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør. Den anden, en 29-årig mand, sidder anholdt i Sverige.

- Vi modtog et tip torsdag om, at den 22-årige kunne have forbindelse til røveriet. Vi tog ud og anholdt ham, og i den forbindelse foretog vi efterforskningsmæssige skridt, som pegede i retning af, at en anden mistænkt befandt sig i Sverige, fortæller efterforskningsleder Henrik Gunst til Ritzau.

Røveriet skete 18. oktober i et sommerhus i Vejby i Gribskov Kommune. Her blev de to forretningsfolk opsøgt af to gerningsmænd.

- Den ene var bevæbnet med en kniv, den anden et jagtgevær. De forurettede blev bundet med ledninger, og mens den ene holdt dem i skak, så kørte den anden ind til Helsinge, hvor han forsøgte at foretage hævninger på de forurettedes kreditkort, fortæller Henrik Gunst.

Den 29-årige mand er blevet anholdt i et skovområde omkring 20 kilometer fra Växjö i Sverige. Politiet mener, at det er ham, som forsøgte at hæve penge på ofrenes kort.

Fredag formiddag afsagde en dommer i Helsingør kendelse om, at der er grundlag for at fængsle manden. Kendelsen skal politiet bruge med henblik på at få manden udleveret fra Sverige.

Henrik Gunst forventer, at manden kan blive overgivet til dansk politi allerede fredag eller i løbet af de kommende dage.

Efterforskningslederen vil ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser i sagen. Muligvis kan der være en eller flere bagmænd.

- De to her har umiddelbart ingen relationer eller kendskab til de forurettede, så vi spørger jo os selv om, hvordan de har fundet på at begå røveriet. Det kan være, nogen har anstiftet det, siger Henrik Gunst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.