Røver truer sig til kontanter og smøger med kniv
Politiet jagter en mand, der har røvet en Spar i Nordjylland. Han truede ekspedienten med en kniv.
Nordjyllands Politi jagter en mand, der torsdag aften har røvet en Spar i Aalborg med en kniv.
(Arkivfoto).
Nordjyllands Politi jagter en mand, der torsdag aften har røvet en Spar i Aalborg med en kniv. (Arkivfoto). Foto: Colourbox/free


En maskeret røver har torsdag aften med en kniv truet sig til kontanter og cigaretter i en Spar i Nordjylland. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelsen om røveriet klokken 20.13. Gerningsmanden truede en ekspedient til at udlevere et kontant beløb fra kassen og nogle cigaretter, oplyser politiet.

Bagefter løb personen fra forretningen, der ligger på Årestrupsvej i Aalborg.

Røveren beskrives som en yngre mand, der er almindelig af bygning. Han var iført en grålig hættetrøje, grå hue og maskering for ansigtet. Med sig havde han en pose og en større kniv med sort skæfte.

Nordjyllands Politi hører gerne fra vidner, som skal have set noget.

Det er anden gang, at nogen lavede et røveri i Nordjylland torsdag. Tidligere brød formentlig to gerningsmænd ind i en Danske Bank i Nibe.

Personerne skaffede sig adgang til banken i åbningstiden ved at opbryde et vindue til et boksrum. Her opbrød de flere kundebokse og stjal et ukendt udbytte.

De flygtede fra banken til fods og fortsatte muligvis efterfølgende i en bil.

De to personer beskrives som almindelige af bygning iklædt sort tøj, maskering og hvide arbejdshandsker.

Nordjyllands Politiet hører også gerne fra vidner til denne hændelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.