Røver truede ældre mand med kniv: Politiet efterlyser vidner
Fyns Politi efterlyser tre kvinder, som kan hjælpe med opklaringen af et røveri.
Politiet leder efter tre kvinder, som måske har set gerningsmanden til et hjemmerøveri uden at vide det.
Politiet leder efter tre kvinder, som måske har set gerningsmanden til et hjemmerøveri uden at vide det. Foto: Colourbox


Pinselørdag blev en ældre mand truet med en kniv af en hjemmerøver. Nu efterlyser politiet tre kvinder, som muligvis har set gerningsmanden.

Hjemmerøveriet fandt sted på Havregårdsvej i Seden ved Odense lørdag den 14. maj 2016 omkring klokken 21:40, oplyser politiet. Gerningsmanden var en yngre mand, der talte dansk uden accent, almindelig af bygning og iført sort hættetrøje og sorte sko.

De tre kvinder, som politiet gerne vil i kontakt med, har muligvis set gerningsmanden lige inden røveriet. De kom nemlig gående fra Svendsagervej ad Havregårdsvej i retning mod Vollsmose klokken 21:35.

Har måske set gerningsmanden

- Vi vil meget gerne tale med de tre kvinder, fordi vi tror, at de kan have set gerningsmanden på vej hen til den forurettede. Derfor går vi nu i pressen i håb om, at kvinderne bliver opmærksomme på, at vi meget gerne vil have, at de ringer til os på telefon 114, siger politikommissær Carsten Arentoft Andersen fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.

De tre kvinder beskrives som danske af udseende. Den ene var iført mørk jakke og mørke bukser, den anden grønligt halstørklæde og blå nederdel, og den tredje havde mørk jakke og beige bukser på.

Kvinderne er altså IKKE mistænkt for noget. Politiet vil blot tale med dem for at høre, om de har set gerningsmanden.

Kontakt politiet på telefonnummer 114, hvis du ved noget.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.