For anden gang i sin Vild med dans-karriere, kunne den professionelle danser Silas Holst fredag aften løfte det prestigefyldte vindertrofæ.
Han vandt nemlig showet med vejrpigen Sara Maria Franch-Mærkedahl.
- Vi har det helt fantastisk lige nu. Det er så vildt, siger danseren.
For Sara Maria Franch-Mærkedahl er der især en ting, hun vil huske fra aftenens finale, der blev afholdt i et fyldt Forum Horsens.
- Da vi dansede vores freestyle, og jeg hang oppe i rebet, der rejste folk sig op og klappede. Jeg er så glad for at vinde, men den følelse, jeg fik lige der, var så vild, siger hun.
For Silas Holst var det ikke bare dansekollegaen Claudia Rex, han slog. Claudia Rex har nemlig i denne sæson danset med Silas Holsts ægtemand, Johannes Nymark.
Men selvom der har været konkurrence mellem ægteparret, så var der kun kærlige ord at spore efter showet.
- Jeg har lige sagt til Johannes, at jeg er meget stolt af ham og at jeg elsker ham, og at jeg er glad for, at vi har haft denne her oplevelse sammen, fortæller Silas Holst.
- Jeg kunne også godt have undt ham sejren, siger danseren, der var i finalen for femte gang.
Med vejrpigen føler han, at han har lavet sin bedste koreografi nogensinde.
- Jeg har kunnet gøre ting med Sara Maria, som jeg ikke har haft mulighed for med mine tidligere partnere. Og jeg er så stolt af det, vi har gjort, siger han.
Mens danseparret har trænet hårdt og ikke ladet sig friste af alle de nattefester, der traditionen tro har været efter hvert Vild med dans-show, så har de planer om at fejre sejren til den lyse morgen, fortæller de.
- Nu skal der drikkes nogle bajere, siger Silas Holst med et vindersmil.
Newspaq