Den svenske konge Carl Gustaf fylder 70 år i slutningen af april. I den anledning har han reflekteret over sit liv, sine børn og sin alder og har givet et stort interview til den svenske avis Aftonbladet.
Her fremgår det, at den svenske konge blev yderst rørt over en udmelding prinsesse Madeleine kom med i et interview i december.
- For nylig læste jeg et interview med prinsesse Madeleine, hvor hun gav udtryk for, at hun som barn manglede sine forældre, fordi vi var så meget væk. Det var helt elendigt hver gang, vi skulle væk, det var meget svært for både hende og os. Det udtrykte hun i interviewet, og jeg blev meget rørt, fortæller den svenske konge til Aftonbladet.
Det var i det svensk-norske talkshow Skavlan, at prinsesse Madeleine gav udtryk for, at hun til tider manglede sine forældre. Men prinsesse Madeleines storesøster, kronprinsesse Victoria, trådte til, når forældrene var væk, fortalte den 33-årige prinsesse.
- Eftersom vores forældre var meget væk, påtog min søster sig storesøster-rollen. Hun lærte os ting og fandt altid på noget sjovt, forklarede prinsesse Madeleine i talkshowet Skavlan ifølge bladet Svensk Damtidning.
I det nye interview i anledning af den runde fødselsdag, bruger den svenske konge chancen til at reflektere over datterens oplevelse.
- Jeg har nok ikke rigtig opfattet, at det var sådan. Det var måske lidt hårdt, for vi var jo tvunget til at være væk, siger kong Carl Gustaf til Aftonbladet.
Men nu hvor børnene er voksne, er det ikke bare sin runde fødselsdag, som den svenske konge kan glæde sig til. Han nærmer sig nemlig også titlen som den længst siddende regent i Sverige. Hvis alt går vel, bliver 2016 året, hvor han kan indtage andenpladsen. Førstepladsen kræver 45 år på tronen. Kong Carl Gustaf har været konge siden 1973, og han kan altså tangere rekorden om to år.
Med så imponerende en alder, får kongen næppe alle 70 lys i kagen på sin fødselsdag, men derfor er der stadig godt gang i den svenske monark. Faktisk har han stadig så travlt, at det kan være svært at finde tid til at passe de fire børnebørn, afslører han i interviewet.
/ritzau/FOKUS