Rørt kameramand på job mellem flygtninge: For fem år siden var det mig
Omid Jafi er fotograf på en dansk tv-station, men for fem år siden var han selv flygtning. Derfor var det en følelsesmæssig stærk oplevelse at skulle filme de mange flygtninge, der i denne uge kom til Danmark.
For fem år siden var Omid Jafi selv flygtning. Nu er han fotograf på en lokal dansk tv-station, og skulle i denne uge filme de mange flygtninge, der gik på motorvejen i Danmark.
For fem år siden var Omid Jafi selv flygtning. Nu er han fotograf på en lokal dansk tv-station, og skulle i denne uge filme de mange flygtninge, der gik på motorvejen i Danmark. Privatfoto


- Jeg havde mest af alt lyst til at gå hen og give dem alle sammen et kram. Fortælle dem, at de var i sikkerhed nu. Men jeg havde et job, jeg skulle passe. Jeg var nødt til at være professionel.

Sådan lyder det fra Omid Jafi, der arbejder for TV Øst, hvor han er i lære som fotograf og kameramand.

I den forløbne uge er flygtningeproblematikken rykket tæt på danskerne - ikke mindst i Rødbyhavn, der pludselig var kulisse for en nærmest historisk begivenhed, da hundredvis af flygtninge pludselig begyndte at gå i flok hen ad motorvejen.

Betjentene er virkelig nogle dejlige mennesker. De gjorde alt, hvad de kunne for at passe på flygtningene.
Omid Jafi

Den lokale tv-station dækkede naturligvis begivenheden, og eftersom Omid Jafi taler adskillige sprog, gav det mening at sende ham ud som fotograf sammen med en journalist.

- Det var et øjeblik i mit liv, jeg aldrig glemmer. Jeg var ikke forberedt på, at det ville være så hårdt for mig, fortæller Omid Jafi til Avisen.dk.

Farlig at kritisere præstestyret

Selvom man ikke skulle tro det, når man hører hans næsten fejlfri dansk med provinsdialekt, er det nemlig kun fem år siden, Omid Jafi selv stod i samme situation som de mange flygtninge.

Som 23-årig kom Omid Jafi i 2010 til Danmark sammen med sine forældre og sin lillebror, men han været på flugt siden årtusindskiftet.

Familien er af kurdisk oprindelse og boede oprindeligt i Iran. Omid Jafi voksede op i et intellektuelt hjem med en far, der var universitetsuddannet, og en mor, der var pædagog. Forældrene er ikke religiøse, og faderen var medlem af et politisk parti, der var imod det iranske præstestyre.

- Det er farligt at kritisere præstestyret i Iran. Så da en af min fars venner blev anholdt for politisk aktivisme, vidste vi, at vi var nødt til at flygte, fortæller Omid Jafi.

Nærområderne?

I første omgang flygtede familien til Irak, men måtte flygte endnu engang, da USA indledte sine angreb. De havnede i Tyrkiet, hvor de boede i seks år.

- Men det var et hårdt liv. Tyrkiet betragter kurdere som fjender. Vi måtte ikke forlade byen, vi måtte ikke gå i skole eller arbejde, og vi skulle hele tiden møde op på politistationen, som om vi var forbrydere. Vi gav op til sidst, fortæller Omid Jafi.

- Mange danskere siger, at flygtningene skal blive i nærområderne, men ved de overhovedet, hvad nærområderne er? Vi blev behandlet forfærdeligt i nærområderne. Og vi var ikke i sikkerhed nogen steder, for præstestyret i Iran har utroligt meget magt i mange af de omkringliggende lande, tilføjer han.

Der er så meget uretfærdighed i verden, og min tanke er, at det bedste våben til at bekæmpe det er at have et kamera på skulderen.
Omid Jafi

Danmark, det er der hvor Peter Schmeichel kommer fra

Da familien blev godkendt til asyl af FN, forlod de Tyrkiet og rejste mod Sverige. Men ved et tilfælde blev de stoppet af to betjente i Danmark, og blev nødt til at blive her.

- Det var ikke fordi vi havde fravalgt Danmark, men det er et lille land, så vi kendte ikke så meget til det. Før jeg kom hertil vidste jeg kun få ting om Danmark. Jeg vidste, hvad hovedstaden hed, og at der var en dronning, og så kendte jeg til Peter Schmeichel og havde læst historier af H. C. Andersen, fortæller Omid Jafi.

Set i bakspejlet er han dog glad for, at han havnede i det lille ukendte land ved siden af Sverige.

Eftersom familien var politisk forfulgt, fik de hurtigt asyl, og efter et par måneder på Sandholmlejren blev de sendt til Kalundborg.

- Jeg har kun mødt søde, hjælpsomme mennesker fra jeg kom hertil. Allerede første dag snakkede jeg med en sagsbehandler. Jeg fortalte hende, at jeg altid har ønsket at arbejde som fotograf. Der er så meget uretfærdighed i verden, og min tanke er, at det bedste våben til at bekæmpe det er at have et kamera på skulderen.

Mange glemmer, at flygtninge jo ikke flygter for sjov. De ville jo gerne blive i deres eget land, hvis de kunne.
Omid Jafi

Racisme og social dumping i Iran

Omid Jafi var så hurtig til at lære dansk, at han allerede efter 11 måneder kunne sige farvel til den obligatoriske sprogskole og søge videre i uddannelsessystemet. Valget falgt på en højskole i Odder - både fordi skolen havde en filmlinje, og fordi det gav ham mulighed for at lære danskerne bedre at kende. Efter højskoleopholdet blev han optaget på fotografuddannelsen i Viborg.

- De andre ansøgere havde erfaringer og anbefalinger, jeg havde ingenting. Men jeg skrev i min ansøgning, hvad det ville betyde for mig at blive fotograf. Det gjorde åbenbart indtryk på dem, fortæller Omid Jafi, som også var hurtig til at finde en læreplads som en del af den femårige uddannelse.

- Det er virkelig en drøm, der er gået i opfyldelse. For mig er der sket så mange positive ting, siden jeg kom til Danmark, og jeg har oplevet så meget opbakning. Så jeg bliver skuffet, når jeg for eksempel læser racistiske kommentarer til artikler på Ekstra Bladet. Det er ikke sådan, jeg har oplevet danskerne, siger han.

Faktisk har han set de værste tilfælde af racisme før han kom til Danmark.

- Der er rigtig meget racisme i Mellemøsten og problemer mellem de forskellige grupper. For eksempel er der i Iran en stor gruppe flygtninge fra Afghanistan, som ingen rettigheder har, og som udnyttes i dårlige job, fortæller han.

"Hvad er det, Lars Løkke siger?"

Omid Jafis far, der trods sin universitetsuddannelse i dag arbejder på et pizzasted i Danmark, drømmer stadig om at kunne vende tilbage til sit hjemland, hvis præstestyret en dag mister magten. Det har nemlig ikke været nemt for ham at skulle starte forfra i et nyt land.

- Mange glemmer, at flygtninge jo ikke flygter for sjov. De ville jo gerne blive i deres eget land, hvis de kunne, siger Omid Jafi.

Hans mor og bror har til gengæld kastet sig ud i deres nye tilværelse i Danmark. Mens broderen læser IT på DTU, er moderen ved at tage den danske pædagoguddannelse, mens hun arbejder på et plejehjem ved siden af.

- Min mor er så sej. Hun er meget interesseret i samfundet, og diskuterer politik med sine danske venner. Og når der er noget, hun ikke helt forstår, kan hun finde på at ringe til mig og spørge "Hvad er det, Lars Løkke siger?"

Det bedste, jeg kunne gøre var at filme

Da Omid Jafi pludselig stod foran de hundredvis af flygtninge i Rødbyhavn med sit kamera i hånden, rev det derfor op i en hel masse følelser.

- De var så forvirrede og bange. De vidste jo ikke, at de var i sikkerhed nu, og at de danske politibetjente ikke gør dem noget. Og de havde så mange spørgsmål til mig, da de opdagede, at jeg kunne sproget. En kvinde i min mors alder kom hen og fortalte grædende, at hun havde været undervej i en måned, og at 41 mennesker var druknet for øjnene af hende, fortæller han.

- Det var en hel speciel situation, men jeg kunne ikke bare begynde at græde. Jeg tænkte, at det eneste, jeg kunne gøre, var at fortælle deres historie ved at filme så meget som muligt, så jeg fulgte dem, da de gik hen ad motorvejen, fortæller Omid Jafi, der også ringede til sin arbejdsplads og for at sige, at de hellere måtte sende en helikopter, så de kunne filme det hele oppefra.

De dejlige danske politibetjente

Noget af det, der imponerede ham mest, var de danske betjentes håndtering af sagen.

- De var virkelig nogle dejlige mennesker. De gjorde alt, hvad de kunne for at passe på flygtningene og behandlede dem med respekt og tålmodighed.

Han er også rørt over alle de almindelige danskere, der har hjulpet. Faktisk blev han selv stoppet og tilbudt et lift til Sverige to gange af danskere, der forvekslede ham med en nyankommet flygtninge.

- Så måtte jeg sige ellers tak, jeg arbejder for TV Øst, siger Omid Jafi med et grin.

Da den trætte kameramand kom hjem fra job klokken to om natten, var han glad for at have gjort en forskel.

- Det havde gjort indtryk på mig at se de mange flygtninge og tænke på, hvor hårdt de havde haft det. Men jeg var ikke ked af det, for jeg tænkte, at nu er de i sikkerhed. For dem er det endt godt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.