Lørdag formiddag blev der afholdt en mindehøjtidelighed i Solrød Idrætscenter for hundeføreren Jesper Jul, der onsdag døde af sine kvæstelser efter et skud i hovedet.
Ved mindehøjtideligheden var også den dræbte betjents familie til stede, og de udtrykte over for Ekstra Bladet deres taknemmelighed over for den måde, som danskerne har æret Jesper Jul efter hans død.
- Det vigtigste i dag for os som familie er først og fremmest at sige TAK. Den tilbagemelding vi får fra folk, selvfølgelig fra dem vi kender, men også dem vi ikke aner, hvem er, det er fantastisk. Folk er meget berørte af det her og tænker nok, at det kunne ske for hvem som helst. Den sympati viser de nu, og det forventer man jo ikke. Så det bliver man enorm glad over, siger Jesper Juls søster Rikke Jul til avisen.
Rørt mor
Udover jobbet som hundefører var Jesper Jul også familiefar og en ildsjæl i den lokale karateklub. Derfor var det både karatefolk i alle aldre, politikolleger og et stort opbud af familiemedlemmer, der i dag mindedes ham i fællesskab.
Karatefolk i alle aldre var lørdag med til mindes Jesper Jul. Foto: Uffe Weng/Scanpix
Et hold af karatebørn var mødt op med tegninger, som de lagde foran et staffeli med et billede af Jesper Jul.
Og det berørte Jesper Juls mor, Vivi Jul, at se, hvor stor en betydning hendes søn har haft for mange forskellige mennesker.
- Vi vidste godt, at Jesper var en personlighed indenfor karate og har gjort meget for mangt og mange. Men han var en ydmyg dreng på den måde, at han ikke rendte og pralede af, hvad han gjorde. Men der er nogle ting, der kommer til syne nu, hvor man tænker: Hold da op, hvor har du formået og gjort meget, som unge mennesker kan bruge videre, siger Vivi Jul til Ekstra Bladet.
Jesper Jul bisættes fredag fra Roskilde Domkirke ved en statsbegravelse.
Også kolleger og familie var lørdag samlet for at mindes den skuddræbte Jesper Jul. Foto: Uffe Weng/Scanpix