Røg i cockpit tvinger fly til nødlanding
185 personer på et Boeing 767-fly fra All Nippon Airways kunne sikkert forlade fly efter nødlanding i Manila.
Efterforskerne vil nu se nærmere på episoden i cockpittet, som blev opdaget af piloterne kort efter, at flyet var lettet fra Filippinerne. Arkivfoto.
Efterforskerne vil nu se nærmere på episoden i cockpittet, som blev opdaget af piloterne kort efter, at flyet var lettet fra Filippinerne. Arkivfoto. Foto: AP/AP


Et passagerfly på vej mod Japan måtte fredag hurtigt efter afgang vende om og nødlande i den filippinske hovedstad Manila, da piloterne havde rapporteret om røg i cockpittet.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne ifølge de filippinske myndigheder. Alle 175 passagerer og besætningen på 10 personer kunne uden problemer forlade flyet, en Boeing 767, i Manilas internationale lufthavn.

- Flyet landede sikkert, og der var ingen panik. Det ser ud til, at piloterne fulgte sikkerhedsproceduren, siger en talsmand Ariel Arcilla for den internationale lufthavn.

Efterforskerne vil nu se nærmere på episoden i cockpittet, som blev opdaget af piloterne kort efter, at flyet var lettet fra Filippinerne.

Flyet på vej mod Narita-lufthavnen i den japanske hovedstad Tokyo var i luften i 35 minutter, før det igen stod på jorden ifølge talsmanden.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.