Røde støttepartier vil have grønt superministerium
Støttepartierne i rød blok vil have et ministerium for grøn omstilling. Bjarne Corydon afviser idéen.
SF, Enhedslisten og Alternativet vil alle have bæredygtig omstilling placeret centralt i en ny rød regering.
SF, Enhedslisten og Alternativet vil alle have bæredygtig omstilling placeret centralt i en ny rød regering. Foto: Colourbox/free


Samtlige tre partier, der skal holde hånden under en eventuelt ny SR-regering, vil have en markant anderledes tilgang til grøn omstilling, skriver Politiken fredag.

Uafhængigt af hinanden foreslår SF og Enhedslisten oprettelsen af et superministerium for grøn omstilling, der skal give modvægt til den gængse økonomiske tænkning i de økonomiske ministerier.

- Vi skal have et ministerium, der skal have styrke som Finansministeriet, siger partiformand Pia Olsen Dyhr (SF) og fortsætter:

- Når man har nogle afgørende slagsmål internt i en regering, tager Finansministeriet udgangspunkt i rendyrkede økonomiske beregninger. Vi er nødt til at have en pendant på det grønne område.

Hun foreslår, at et nyt ministerium skal have en slags koordinerende rolle for Miljøministeriet, Energiministeriet, Fødevareministeriet og Transportministeriet.

Enhedslisten ønsker også en grøn modvægt til Finansministeriet. Partiet vil helt sammenlægge de nuværende ministerier for fødevarer, miljø, klima og energi samt erhverv til et stort ministerium med fokus på grøn omstilling.

- Det er simpelt hen nødvendigt at sikre, at målet om grøn omstilling står øverst og bestemmer retningen for både vores industripolitik, landbrugspolitik og erhvervspolitik, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Alternativet, der solidt placeret over spærregrænsen i meningsmålingerne ser ud til at kunne blive tungen på vægtskålen, bakker fuldtonet op. Partileder Uffe Elbæk siger:

- Det er mere end sympatisk, at der lægges så høje ambitioner frem fra Enhedslisten og SF i forhold til en seriøs bæredygtig omstilling.

Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser ønsket om et grønt superministerium.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.