Røde partier freder regeringen i synagogesag
Der er ikke grundlag for at kritisere hverken justits- eller statsministeren, mener oppositionen til venstre.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt bliver fredet af røde partier.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt bliver fredet af røde partier. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Der er begået fejl, men hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) eller justitsminister Mette Frederiksen (S) har bevidst givet forkerte oplysninger.

Sådan lyder den samstemmende bedømmelse fra Enhedslisten og SF, efter at det er kommet frem, at både Justits- og Statsministeriet kort før et omdiskuteret pressemøde fik oplysninger om, at der først blev sendt politi til synagogen fire timer efter terrorangrebet på Krudttønden.

Alligevel sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde med den internationale presse, at bevogtningen blev skærpet "så snart" angrebet skete lørdag.

- Der er ikke noget, der tyder på, at hverken Mette Frederiksen eller Helle Thorning bevidst har givet forkerte oplysninger, hverken til offentligheden eller til Folketinget.

- I værste fald er der noget, der tyder på sjusk i embedsværket, men formentlig er det udtryk for, at der er kommet mange oplysninger frem og tilbage i nogle travle dage, siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper.

Hun mener, at der er "gået valgkamp" i sagen.

- Det er en fejl, at man først fire timer senere sender bevogtning ud til synagogen. Men jeg kan simpelthen ikke se, at man sagligt kan pege på, at Mette Frederiksen eller Helle Thorning-Schmidt politisk skulle have gjort noget anderledes, siger Pernille Skipper.

Heller ikke SF finder grundlag for at kritisere regeringen.

- Jeg mener ikke, at der, med de oplysninger som vi har i dag, er noget som tyder på, at statsministeren på pressemødet i februar havde grundlag for at vide bedre, siger partiets retsordfører Karina Lorentzen.

Blandt de borgerlige partier er tonen dog væsentligt mindre forsonende.

- Dette øger behovet for, at både statsministeren og justitsministeren forklarer sig over for Folketinget, siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.

- Vi skal have dem i samråd, så vi fuldstændigt klart kan få at vide, hvor informationen kommer fra, og hvornår den kommer til regeringen.

Statsministeren har tidligere afvist at gå i samråd om sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.