Røde Kors: Kampen om Mosul kan sende en million på flugt
Røde Kors advarer om en ny stor flygtningebølge ved en kommende offensiv mod Islamisk Stats højborg i Irak.
En udmattet flygtning bæres gennem den varme ørken af andre flygtninge fra Mosul og de omkringliggende landsbyer. Når offensiven mod Islamisk Stat for alvor sættes i gang, vil der komme en ny stor bølge af flygtninge, advarer ICRC.
En udmattet flygtning bæres gennem den varme ørken af andre flygtninge fra Mosul og de omkringliggende landsbyer. Når offensiven mod Islamisk Stat for alvor sættes i gang, vil der komme en ny stor bølge af flygtninge, advarer ICRC. Foto: /AP


Op mod en million mennesker kan blive tvunget til at flygte fra deres hjem i Irak i de kommende uger og måneder, når kampen om kontrol over byen Mosul tager til.

Den advarsel kommer fra Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) efter, at irakiske regeringsstyrker har optrappet offensiven mod Islamisk Stats højborg i Irak.

- Situationen er uforudsigelig, men vi må forberede os på det værste. Der er en sandsynlighed for, at kampene vil tage til i styrke, særligt i Mosul-området, siger Robert Mardini, der er ICRC's direktør for Mellemøsten.

- Hundredtusinder af mennesker kan meget vel begive sig på farten i de kommende uger og måneder, hvor de vil få brug for et sted at være og hjælp, siger han.

I forvejen har ti millioner mennesker i Irak brug for hjælp. Af dem er tre millioner internt fordrevne, og det er det tal, som ICRC frygter vil øge kraftigt i den kommende tid.

- Vi må forberede os på det værste, siger Robert Mardini.

ICRC udsendte fredag en appel om et beløb svarende til 117 millioner kroner, så flygtningene i Irak kan få assistance.

Mosul er Iraks næststørste by. Den har været under Islamisk Stats kontrol siden juni 2014.

Jihadisterne indtog dengang store dele af Irak og udførte grusomheder, herunder henrettelser, massebortførelser og voldtægter.

Islamisk Stat kontrollerer også områder i nabolandet Syrien, men har over det seneste halvandet år mistet en fjerdedel af de områder, gruppen samlet set kontrollerede i de to lande.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.