For første gang i flere måneder har færre flygtninge banket på Danmarks dør og ansøgt om at få asyl.
Det oplyser Røde Kors ifølge Berlingske, og Rigspolitiet bekræfter udviklingen over for avisen.
Antallet af asylansøgere, der når Danmark fra eksempelvis Syrien, falder, og Anne la Cour, der er asylchef i Røde Kors, melder om, at "vi nu er nede på færre end 100 asylansøgere om ugen."
- Der kom rigtig mange hen over sommeren i juli, august og september. Nogle uger kom der nærmere 200 end 100, men de seneste ti dages tid har der været færre end 100 ugentligt, siger hun til Berlingske og understreger, at det først om nogle uger står klart, om tendensen fortsætter.
Det er Røde Kors, der står for driften af Center Sandholm og dermed også indkvarteringen af alle nyankomne asylansøgere i Danmark. Men her kender man ikke forklaringen på udviklingen.
Det kan dog ifølge Berlingske hænge sammen med, at den aktuelle debat om stramninger på udlændingeområdet i Danmark påvirker flygtninge og menneskesmuglere. En anden forklaring er regeringens udmelding om kun at give særlige tidsbegrænsede opholdstilladelser.
Faldet i asylansøgere kan dog også være en udløber af, at den muslimske eidfest har lagt en midlertidig dæmper på asylrejserne.
Uanset hvad har politiet også set et "lavere indrejsetal", oplyser vicepolitiinspektør Claus Birkelyng, Nationalt Udlændingecenter i Rigspolitiet, til Berlingske
Onsdag bebudede justitsminister Karen Hækkerup (S), at op mod 20.000 flygtninge kan have søgt asyl i Danmark inden årets udgang. For få måneder siden vurderede myndighederne tallet til at være 7500.
/ritzau/