Rød blok kræver ny Irak-kommission efter britisk kritik
Britisk kommission kritiserer indgriben i Irak uden FN-mandat. Lignende dansk kommission er blevet lukket ned.
Flere partier i rød blok ønsker nu Irak- og Afghanistankommissionen genåbnet. På billedet ses De Radikales Martin Lidegaard, Socialdemokraternes Bjarne Laustsen og Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen, i Forsvarsministeriet.
Flere partier i rød blok ønsker nu Irak- og Afghanistankommissionen genåbnet. På billedet ses De Radikales Martin Lidegaard, Socialdemokraternes Bjarne Laustsen og Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen, i Forsvarsministeriet. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Danmark bør genstarte Irak- og Afghanistankommissionen, lyder kravet fra rød blok.

Det kommer efter kraftig kritik fra den britiske Irak-kommission, som onsdag fremlagde sit arbejde.

Rapporten konkluderer, at Storbritannien undergravede FN's Sikkerhedsråds autoritet ved at gribe ind militært uden at have sikret sig et flertal i FN.

I Danmark nedsatte den røde regering Irak-kommissionen i 2012, men den blev lukket som noget af det første, da Venstre overtog regeringsmagten sidste sommer.

Og det var en fejl, mener den nuværende opposition.

- Det er godt, at briterne får mulighed for at få en ordentlig tilbundsgående diskussion om, hvad der skete undervejs, siger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S).

- Det får vi desværre aldrig i Danmark, fordi regeringen valgte at nedlægge kommissionen, som var så godt i gang med dens arbejde. Det er synd og skam for os som nation og for dem, der bragte ofre i forbindelse med vores deltagelse.

Baggrunden for Danmarks militære engagement i krigene i Kosovo, Irak og Afghanistan skal i stedet undersøges gennem en uvildig udredning. Flertallet består af blå blok samt Alternativet, som dog har kaldt det en "skandale" at lukke kommissionen.

Det møder opbakning fra Enhedslisten.

- Det, at vi nu får en grundig undersøgelse af den britiske krigsdeltagelse, øger presset på den danske regering for at få Irak-kommissionen genåbnet.

- Skal Danmark virkelig være ét af de eneste lande, der ikke får undersøgt denne smertelige periode, så vi kan lære af vores fejl og se fremad, siger forsvarsordfører Eva Flyvholm fra Enhedslisten i en skriftlig kommentar.

Også SF kræver Irak-kommissionen genåbnet.

- Danmark og Storbritannien havde et tæt samarbejde under Irak-krigen, og i lyset af den britiske rapport er det helt usandsynligt, at alt er kommet frem.

- Og det er lige så usandsynligt, at alt kommer frem i den historiske undersøgelse, som de borgerlige partier og Alternativet har besluttet, skriver forsvarsordfører Holger K. Nielsen (SF) på sin Facebook-side.

Fredsordfører René Gade fra Alternativet mener dog ikke, at spørgsmålet om en kommissionen er sparket til side, fordi partiet også bakker op om en uvildig undersøgelse.

- Så længe regeringen ikke ønsker at åbne Irak-kommissionen, kan vi ikke presse dem til det.

- Derfor har vi sagt, at en udredning er det bedste, vi kunne få lige nu. Der er ingen, der skyder noget til hjørne, det var en lukket kommission, så det var et spørgsmål, om vi kunne få noget eller ingenting, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.