Ro på. Lyt til mine svar først.
Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forud for fredagens samråd i sagen om hendes ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller i landets asylcentre.
Det første samråd tidligere på måneden varede hele fem timer. Men på fredag er der en bagkant på to timer. Det har allerede fået dele af rød blok til at true med et tredje samråd, inden samråd nummer to er begyndt.
Underligt, mener Støjberg.
- Oppositionen har stillet i omegnen af 70 spørgsmål skriftligt til mig. Jeg synes, at de skulle afvente de svar, inden de beslutter sig for, om der er behov for endnu et samråd.
- Det må trods alt være svarene, de går op i. Ikke alt muligt andet, siger Støjberg.
Rød blok ønskede et samråd på fredag som det første, altså helt uden bagkant. Det var Støjberg ikke meget for.
Allerede undervejs i det første samråd 1. juni varslede politikerne fra rød blok, at Støjberg kunne se frem til et nyt samråd. Der var fortsat en masse spørgsmål, der skulle besvares, mente en samlet rød blok.
- Jeg vil svare så fyldestgørende som overhovedet muligt. Dermed ikke sagt, at det tilfredsstiller oppositionen.
- Men det vil klæde oppositionen at afvente svarene på de skriftlige spørgsmål og samrådet, inden de ønsker et tredje samråd, siger Støjberg.
Sagen har i den grad skabt stormvejr omkring Støjberg. Det begyndte med en pressemeddelelse fra sidste år.
Her skrev Støjberg, at ingen mindreårige under 18 år måtte indkvarteres sammen med en ægtefælle på de danske asylcentre.
Ifølge loven skal alle sager vurderes individuelt. Det har ministeren allerede rettet ind efter.
Men hun har samtidig givet Folketinget så skiftende forklaringer, at det har vakt kritik fra flere sider. Den kritik har Støjberg ikke yderligere kommentarer til, siger hun.
Blandt andet har Støjberg både omtalt pressemeddelelsen som en instruks - det vil sige retningslinjer til myndighederne. Og som en pressemeddelelse, der blot skulle udtrykke hendes politiske holdning.
Støjberg siger, at hun godt ved, hvad rød bloks formål er lige nu i sagen:
- Jeg antager, at de gerne vil have, at jeg går af. Det vil ligne dem dårligt, hvis det ikke var det, som det handlede om.
/ritzau/